
Af Jacob Ilsøe Klærke
Før man kaster sig ud i at nedlægge regionerne, som nogle partier ønsker, bør det fortælles, hvad der stilles i stedet. Nogle vil samle opgaverne i staten, men selveje er også i spil i diskussionen. Konkrete modeller har vi dog stadig til gode fra de partier, som vil lukke regionerne. Måske fordi regionerne i sidste ende stadig er den bedste konstruktion, som blot trænger til et kærligt eftersyn.
Ved at nedlægge regionerne håber både DF og Konservative at kunne spare millioner. Men de bør være varsomme med at bruge pengene, før de har fremlagt deres konkrete modeller. Ser vi på de umiddelbare alternativer til regionerne, professionelle hospitalsbestyrelser og staten, kan resultatet på bundlinjen nemlig vise sig, at være meget forskelligt fra DF og K's ønsker.
Mindre demokrati
Selveje med professionelle bestyrelser til at bestemme over vores fælles sundhedsvæsen vil være første skridt mod en privatisering. Der vil ikke være nogen demokratisk indflydelse og samarbejdet imellem hospitalerne, som er en nødvendighed i det moderne sundhedsvæsen, vil blive sværere.
En fuldstændig statslig styring af sundhedsvæsenet vil betyde mindre lokalkendskab og hensyntagen til forskelle i geografi og demografi. Men det vil også betyde mistet demokratisk værdi, fordi sundhedsvæsenet er så stort og kompliceret, at det i stedet for folketingspolitikerne, reelt vil være embedsmændene, som tager beslutningerne, hvis hele området samles hos staten.
Det afgørende argument fra DF og Konservative for at nedlægge regionerne er håbet om at spare penge. Men det må i høj grad betragtes som et håb. Udgifterne til 205 regionspolitikere er relativt små, og hvis vi blot erstattes af bestyrelser vil udgifterne være de samme. Spørgsmålet er derfor, om der kan effektiviseres ved at erstatte regionerne med staten eller selvejende hospitaler.
Mere administration og dårligere økonomi
Regionerne bruger 4,4 pct. af udgifterne på administrativt personale. Det viser en effektiv administration. Blot til at illustrere er Røde Kors' administrationsprocent ca. 7 pct.. Ingen har dog endnu foreslået, at Røde Kors skal overtage hospitalerne.
Så sammenlignes istedet med staten viste en analyse fra Deloitte i 2009, at hvis staten var lige så effektiv som regionerne, ville staten kunne spare 1.000 medarbejdere. Omvendt skulle regionerne derimod udvide kontorerne med 1.250 og bruge 650 millioner kroner ekstra til nyansættelser, hvis altså de administrative opgaver skulle klares med samme effektivitet som hos staten.
Erfaringer fra Norge, hvor staten i 2002 overtog ejerskabet af sygehusene fra fylkerne og satte professionelle bestyrelser til at lede sygehusene, viser at udgifterne heller ikke generelt kan forventes, at blive mindre uden regionerne. Tværtimod blev resultatet i Norge massive budgetoverskridelser fra 2002 til 2008 på 25 milliarder norske kroner.
Regionsrådsmedlem i Miidtjylland, Jacob Ilsøe Klærke (SF)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.