
BRØNDBY: Kent Magelund (S), som i aftes meddelte sin afgang som borgmester fra 31. maj, bliver den femte borgmester, som forlader posten i løbet af denne periode.
Den første var Morten Andersen (V) i Nordfyns Kommune. Økonomiudvalget udtrykte mistillid til ham i en sag om et kys til kommunens julefrokost, hvorpå han valgte at trække sig og overlade posten til Mette Landtved-Holm (V).
Den næste var Thomas Kastrup-Larsen (S) i Aalborg, som fik nyt job. Han blev i juni 2023 afløst af Lasse Frimand Jensen (S).
Så fulgte Mads Jakobsen (V) i Struer, som efter en stresssygemelding valgte at overlade posten til Marianne Bredal (V), der havde været fungerende borgmester under hans fravær.
Og endelig forlod Henrik Hvidesten (V) borgmesterposten i Ringsted i februar i år efter at have opført sig upassende under Kommunaløkonomisk Topmøde. Han blev afløst af Klaus Hansen (V).
Dertil kommer en stribe borgmestre, som har meddelt, at de ikke genopstiller efter næste valg. Det gælder Ulrik Wilbek (V) i Viborg, Mogens Gade (V) i Jammerbugt, Mogens Jespersen (V) i Mariagerfjord, Hans Stavnsager (S) i Faaborg-Midtfyn, Steen Wrist (S) i Fredericia og Birgit S. Hansen (S) i Frederikshavn.
Pilen peger på Maja Højgaard
Det bliver op til den socialdemokratiske gruppe i Brøndby at udpege Kent Magelunds afløser som borgmester. Intet er meldt ud endnu, men pilen peger umiddelbart på 1. viceborgmester Maja Højgaard.
Hun fik næstflest personlige stemmer i kommunen ved KV21 - Kent Magelund fik flest - som var det første kommunalvalg, hun stillede op til. Hun har tidligere siddet i regionsråd i Region Hovedstaden. Udover at være 1. viceborgmester er hun formand for kommunens social- og sundhedsudvalg.
38-årige Maja Højgaard er uddannet læge og har bl.a. arbejdet på Slagelse Sygehus, Herlev og Gentofte Hospital samt Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Hun er gift og har to børn.
Den nye borgmester vælges officielt på et kommunalbestyrelsesmøde 22. maj.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.