Markedsplads eller samfund?

Udtrykket Forretningen Danmark er populært – blandt politikere, nogle erhvervsfolk og nogle journalister. Endnu mere udbredt er det, at tale om kunder og kundetilfredshed, når det handler om borgernes forhold til de offentlige ydelser.

Men, vi er ikke kunder. Vi er borgere! Og Danmark er ikke en forretning. Danmark er et samfund! I de seneste år har vi i Danmark set en række tiltag med hensigten at skabe et samfund og en administrativ kultur hvor mere og mere fra et politisk flertals side ønskes privatiseret eller i hvert fald drevet på markedsbetingelser.

Og er der forhold i den offentlige sektor, man ikke bryder sig om, kalder man denne adfærd og resultaterne af de regler, man ikke kan lide, for bureaukrati, så er man sikker på at have dækket sig ind og opnå en vis sympati fra andre, der heller ikke har sat sig ind i, hvad begrebet bureaukrati reelt dækker over. I sin rene form er bureaukrati et centralt moralsk begreb, som har en langt større værdi end de begreber om bureaukrati i form af dårlig ledelse og omsvøb, der i dag præger synet på tankegangen.

Som sagt, lover politikerne så reformer, når de er lykkedes med at skabe tilstrækkelig utilfredshed. Reformer i stedet for at vurdere om bedre resultater kan opnås med mindre drastiske indgreb. I de seneste år er reformer og ændringer regnet ned over den offentlige sektor i Danmark – ofte styret af mere eller mindre udtalte markedsøkonomiske tankegange.

I Paul du Gay: ”Hyldest til bureaukratiet. Weber, Organisation, Etik” gøres der opmærksom på, at forandring i den offentlige sektor blevet omgivet af en nærmest teologisk aura. Tit ledsages forandringerne af dramatiske, epokegørende påstande, som etablerer forandringens parametre på forhånd og ikke levner plads til mere nuancerede synspunkter.

Belært af de danske erfaringer kan man sige, at der ikke er den store forskel mellem politikere i regering og politikere i opposition. Når trylleformlen om forandring først er kommet på bordet, er alle med på en eller anden måde af frygt for ikke at fremstå fremskridtsparate. Det er sjældent man hører et lille barn gøre opmærksom på den manglende beklædning.

Og af de samme årsager tier størstedelen af de ansatte i den del af den offentlige sektor, der nu står for skud – eller også bliver de på mange måder bragt til tavshed. Undertiden, ikke så sjældent, oplever man, at på chefniveau i den offentlige sektor – med stjerner og kroner på skuldrene - gribes man af begejstring f.eks. på grund af den intellektuelle udfordring og forsøger at bemægtige sig ledelsesteoriens ofte uigennemskuelige og hule ordvalg. Begrebet administration, forstået som mobilisering af koordinering af ressourcer til at gennemføre den vedtagne politik – og til at yde objektiv og faglig rådgivning – bliver fortrængt af begreberne ledelse og leder.

Og, må det være tilladt at mene, i høj grad frembragt af mediernes ukritiske ophøjelse af ledere og lederbegrebet i en række – for den offentlige sektor – helt irrelevante sammenhænge. I virkeligheden er denne erhvervsledermodel, i forhold til rollen som ansvarlig administrator i den offentlige sektor, mere beskeden.
Men, måske knap så synlig – og det er desværre et af tidens tegn, at man med vold og magt skal være synlig. At både de begejstrede offentlige ledere, de ansvarlige politikere – og med dem resten af samfundet havner i suppedasen viser udfaldet af reformerne gang på gang. Ikke mange virksomheder har været udsat for det væld af reformer, den offentlige sektor har gennemgået i de senere år. Inden Strukturreformen og har der været mindst 11, navngivne, reformer. Enhver med blot lidt ledelseserfaring kan indse, hvad det har betydet for udøvelsen af ledelse i den offentlige sektor i mange år. Her er det ikke nok at være omstillingsparat. Man må være ualmindelig smidig og det bliver nok oftere til tilpasningsvillig frem for at have tid til at være konstruktivt tænkende.


Økonomien og kun økonomien
Set fra et hvilket som helst perspektiv er det naturligvis fornuftigt at gøre borgerne bevidste om økonomien i de offentlige serviceydelser – men der er en tendens til, at det alene er økonomien, der bliver fokuseret på og taget stilling til, når det gælder disse serviceydelser. Det er jo ikke langt fra, at f.eks. de diskussioner, vi lige har været igennem om kommunernes budgetter for næste år alene har fokuseret på økonomien – og ikke så meget på konsekvenserne og det menneskelige aspekt. Der fokuseres i højere grad på en økonomisk og ”kommerciel” strategi og tankegang og ikke på en politisk eller konstitutionel – selv om det er disse sidstnævnte, der burde have betydning for det samfund, der ønskes. Og man risikerer at nedbryde den sociale kapital, som bør betragtes som en afgørende ressource, som man bør værne om.

I f.eks. Paul du Gay: ”Hyldest til bureaukratiet” siges det lige ud, at vægten på det økonomiske fører til, at ansvarligheden udelukkende er styret af overvejelser om økonomisk effektivitet og omkostningsrelaterede, numeriske præstationsmål. Politisk ansvarlighed forvandles således til en økonomisk belastning for at påvise, at der har været tale om effektiv, finansiel styring og overholdelse af målsætninger og budgetter og derudover ingenting.

Der er forskel mellem kommercielle og offentlige virksomheder
Der er ligheder mellem visse former for ledelse i den offentlige sektor og kommercielle virksomheder, men også væsentlige forskelle mellem de værdier, de står for og som deres interessenter forventer af dem. Det kan og må give anledning til en række vigtige spørgsmål om, hvor velovervejet det egentlig er at forsøge at omforme de offentlige embeder med visse af den private sektors forretningsmodeller som forbillede.

I sit kapitel ”Strukturreformens styringspolitik – en overskridende dynamik” i Dorthe Pedersen, Carsten Greve & Holger Højlund: ”Genopfindelsen af den offentlige sektor. Ledelsesudfordringer i reformernes tegn”, siger Dorthe Pedersen da også direkte: ”Den neoliberale styringspolitik, som forstærkes og udfoldes med Strukturreformen, gør i princippet ledelsen af offentlige organisationer ustabil og skrøbelig. Ledelsesidentitet, ledelsesgrundlag og ledelsesrelationer må hele tiden formuleres, erobres og udvikles inden for kontekststyringens rammer. Ledelse får hermed en paradoksal status af på den ene side at være tidens løsen og den afgørende faktor for reformernes succes og på den anden side at være selvskabt og betinget”.

Det giver et falsk billede af virkeligheden – og af hvad der dybest set er formålet med offentlig administration, når politikere og deres embedsmænd forfalder til at tale om borgerne som ”kunder”, der skal gøres tilfredse; som man har en kontrakt med. Det bør handle om en retfærdig og forudsigelig sagsbehandling, der sikrer borgernes fundamentale retssikkerhed. Aktuelle eksempler synes at tyde på, at man ved ikke at være opmærksom på dette havner i en form for Ingenmandsland, hvor borgerne hverken betragtes som kunder eller behandles ud fra et synspunkt om retssikkerhed.

For at der ikke skal opstå misforståelser: Både i kommercielle og offentlige virksomheder kan man foretage kvalitetsmålinger – men ud fra hver sit perspektiv.

Der hvor det går galt!
Der, hvor det tydeligst går galt, i denne sammenblanding af offentlig virksomhed, som skal overtage tankegangen fra den kommercielle sektor, er i de efterhånden mange foretagender, der er en uskøn blanding af de to sektorer. De mange mere eller mindre privatiserede offentlige ”service”virksomheder.

Den katastrofale kollektive trafik er et eksempel, der burde mane til eftertanke. Overordnet et politisk løfte om, at alle borgere i dette land kan blive befordret effektivt og billigt fra det ene sted til det andet så alle kan blive uddannet, alle kan købe ind, alle kan komme på job, landdistrikterne må ikke uddø, etc. Sorteper bliver spillet videre til regioner og kommuner og pludselig kommer en række separate bundlinjer ind i billedet – og borgerne bliver til ”kunder”. En række bundlinjer, der hver for sig, når de lægges sammen, ligger langt fra den overordnede bundlinje i form af et fungerende samfund, som det burde handle om.

Ideologien er selvdestruktiv
Kravet om økonomisk effektivitet, om kundeorientering (som ikke er andet end et tomt ord i den sammenhæng) kan ikke være hovedværdier for organisatorisk adfærd i den offentlige sektor. Enhver tendens til markedsøkonomisk spekulation fra såvel politikeres som de offentligt ansattes side er uacceptabel. Ingen af parterne kan opføre sig som ledere i den private sektor. Selv om de har ansvar for økonomisk ressourceudnyttelse, er det aldrig det eneste hensyn, der skal tages.

Et embedsværk er ikke et hold entreprenører i en virksomhed, og et ministerium er ikke et firma. Derfor skal den offentlige administration ikke bedømmes ud fra sin evne til at gøre ”kunderne” tilfredse, »reducere omkostninger« eller »effektivisere driften«.

Der er endvidere den store fare ved, denne form for styring, at embedsmændene bliver fokuseret på at føre strategierne i denne kommercielle tankegang ud i livet – fordi de bliver bedømt mere eller mindre bevidst på dette - og derfor jævnfører deres opgaver med de opgaver, deres kolleger i den private sektor har og bevidst eller ubevidst tiltager sig for stor magt – både over for borgerne og over for de skiftende politikere, som har sluppet ånden ud af flasken. Det ikke en tilfældig bundlinje, der er målet, men samfundets sociale kapital.

Opgør med kontraktsamfundet
En anden side af den ensidige fokusering på økonomien som det grundlæggende og styrende middel er kontrakttankegangen.

I Katrin Hjort: ”Demokratiseringen af den offentlige sektor” formuleres et skarpt opgør med det kontraktsamfund, som vi i Danmark i de senere år har set stadig tydeligere konturer af samtidig med at selve diskussionen om, hvad demokrati kan betyde og hvilken form for demokrati, vi ønsker i vores samfund synes at blive forvist til mere ydmyge positioner. Forfatteren peger på, at der - f.eks. med indgåelse af forældrekontrakter, evt. med muligheder for økonomiske sanktioner, hvis borgerne ikke ”leverer varen” - bliver tale om ikke blot samfundskontrol eller statsstyring af de enkelte mennesker; men at man her møder et samfundskrav om selvkontrol og selvstyring mod mål, som er defineret af. . . staten? Og hun stiller det helt grundlæggende spørgsmål, om hvordan en ambition om offentlig målretning – eller ensretning – af borgerne harmonerer med retten til at være forskellige? Hvad betyder forsøg på at standardisere – eller uniformere borgerne for mulighederne for diversitet, rummelighed og et socialt sammenhængende samfund?

Det virker mod hensigten
Det paradoksale er, at fortalerne for dette samfund – ofte de, der taler om Forretningen Danmark – i deres ideologiske snæversyn, i forsøgene på at skabe dette konkurrencedemokrati i den globaliserede verden, som de ser den, samtidig ødelægger de kerneværdier – eller for at bruge markedssproget: kernekompetencer – som har haft så stor betydning for Danmarks gunstige placering i det globale samfund.

Vores reelle konkurrencekraft nedbrydes. Ikke alene får vi et på mange måder fattigere samfund. Vi bliver også stillet ringere i samhandlen med den øvrige verden, fordi vi pludselig ikke mere har så meget at byde på.

Ensretningen af danskerne som passive, mere eller mindre tilfredse kunder i samfundet, styret af kontrakter med statsfastsatte, økonomisk baserede mål, vil være destruktiv for det samfund, der bestod af kreative individualister, der arbejdede sammen på kryds og tværs af faglige grænser og andre skel og skabte et facetteret og menneskeværdigt samfund, som det var en glæde at være borger i.

En forenklet oversættelse af kommerciel ledelsestankegang til samfundsmæssig styring vil altid være dømt til at mislykkes. Men kan anrette store ulykker undervejs.

Pudlens kerne
Skiftet til den markedsøkonomiske tankegang og den undertiden kritikløse overtagelse af ledelsestankegange fra den kommercielle sektor, underminerer i faretruende grad det, vi egentlig vil med vores samfund.

Bogen ”Hyldest til bureaukratiet. Weber, Organisation, Etik”, som er en del af grundlaget for denne kronik, er uhyggelig aktuel, når forfatteren Paul du Gay skriver: ’Enkelt formuleret tilskyndes nationalstater, som er indlejret i (noget, der fremstilles som, min tilføjelse) et mere og mere konkurrencepræget globalt marked og derfor udsat for (noget, der fremstilles som, min tilføjelse) overnationale og uregerlige økonomiske kræfter, til at sikre deres overlevelse ved at udlægge ansvaret for økonomien til ”markedet” – bruge deres tilbageværende offentlige interventionsmuligheder til – man kunne sige konstitutionelt – at begrænse de krav, politikken kan stille til økonomien, borgerne til staten’. Målet er, siges det, at gennemføre en effektivitetsforøgende kulturændring af den organisatoriske og personlige adfærd ved at indføre markedslignende relationer på flere og flere af livets områder.

Efter Paul du Gays, velunderbyggede, mening medvirker de ”radikalt reformistiske”, ledelsesteoretiske dagsordner afgørende til tømningen af den offentlige administration for dens specifikke indhold, når de gør den til noget andet. Bureaukratisk rationalitet kan måske virke ineffektiv, når den ses fra de nye tankeganges perspektiv, men den kan også opfattes som afgørende for at sikre et effektivt parlamentarisk demokratis overlevelse. Og Katrin Hjort siger – med klar røst – i ”Demokratiseringen af den offentlige sektor”, at hvis en model hvor velfærd ses som en (national) investering, der i bogstaveligste forstand skal give overskud, kobles med et konkurrencedemokrati, hvor flertallet altid har ret (eller i hvert fald efter min mening blot mere eller mindre åbenlyst sætter sine ønsker og mål igennem), så risikerer man at undergrave ikke kun de sociale rettigheder, men også de liberale frihedsrettigheder i et demokrati.

Endnu mindre formålstjenligt bliver denne form for konkurrencedemokrati vel, hvis det nødvendige flertal er sat sammen på en sådan måde, at parterne er nødt til at ”hugge en hæl og klippe en tå” af idealerne. Katrin Hjort citerer bl.a. Jørgen Goul Andersen og Hal Koch for at forståelsen af demokrati ikke kan reduceres til flertalsdiktatur, men forudsætter den civiliserede samtale, mindretalsbeskyttelse, respekt for ytringsfriheden og det saglige argument.

Man kan tvivle på, hvor alvorligt ment den megen tale om ”kontrakter” reelt er. Det virker efterhånden, som om man i højere grad blot satser på en mere primitiv udgave af konkurrencedemokratiet i form af ”pisk og gulerod” mikset med lidt ”brød og skuespil” for nu at blande billederne godt og grundigt. Skuespillet består bl.a. i, at alt det, der ikke passer ind i ideologien bliver skældt ud for at være bureaukrati, som skal afløses af en strøm af reformer, som er mere ideologisk baserede end egentlig gennemtænkte. Og anden akt er så fastsættelsen af arbitrært fastsatte normer for ”kundetilfredshed”.

Igen er paradokset, at denne satsning på konkurrencedemokratiet i det ikke så lange løb vil hive tæppet væk under netop det samfund, som fortalerne tror, de bygger op.