
- Denne tale har været svær at forberede, og alligevel har den næsten skrevet sig selv.
Sådan lød det i formiddag fra KL-formand Martin Damm (V), da han torsdag formiddag indledte Kommunalpolitisk Topmøde.
For verden ligner ikke rigtig noget, vi har set i vores tid, sagde han, og forsvaret og støtten til Ukraine er den største prioritet lige nu - det kan ikke være anderledes, tilføjede han.
- Vi skal styrke samfundets robusthed, og vi har travlt. Og vi kommuner kommer til at spille en helt central rolle. Vi skal forberede os på forskellige scenarier, og vi skal sikre stærke lokale beredskaber, som kan rykke ud, sagde han.
Martin Damm nævnte, at man i Norge har kåret "beredskabsven" som årets ord. En beredskabsven er én, som påtager sig ansvaret for et andet menneske i en krisesituation.
- Vi danskere er også gode til at stå sammen, det viste vi under corona, sagde han.
Spar ikke på velfærden
Når sikkerheden er udfordret, skal vi også passe bedre på velfærden, sagde Martin Damm.
Ved økonomiforhandlingerne sidste år blev der løsnet på mange års stram økonomistyring af kommunerne og aftalt, at der skulle sættes flere penge af til at sikre velfærden. Det sporskifte skal fastholdes, også i en krisetid, fastslog han.
- Et godt velfærdssamfund er med til at sikre, at de fleste af os kan gå på arbejde og bidrage til samfundet. Vores unikke samfundsmodel er årsag til, at vi har råd til at finansiere forsvaret, fordi vi kan cykle på arbejde og aflevere vores børn i tillid til, at de bliver passet i et godt miljø, at de ældre bliver passet på, og at klimaet sikres, sagde han.
Til gengæld vil kommunerne gerne undgå "sukrede initiativer", der sender borgernes forventninger i en forkert retning.
- For eksempel tænker jeg godt, at folk selv kan smøre deres børns madpakker, sagde han.
Han sluttede sin tale med at takke de mange lokalpolitikere for at tage deres ansvar alvorligt i en tid, hvor de er udsat for masser af kritik.
- Vi her i lokalet kender værdien af folkestyret, vi ved, hvad det kræver. Vi skal arbejde for, at flere får lyst til at deltage i det lokale demokrati, sagde han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.