7.300 kilometer vandløb, svarende til afstanden herfra og til Zambia, skal forbedres. Tusindvis af husstande skal kloakeres, og rensningsanlæg udbygges. Landmændene skal til at dyrke efterafgrøder for at fjerne kvælstof fra vandets kredsløb. Der indføres 10 meter randzoner langs vandløb og søer, og der etableres mindst 10.000 hektar vådområder, oplyser Miljøministeriet.
- Trods tre vandmiljøplaner lever vores vand stadig ikke op til EU's standarder, og vi tager derfor helt nye metoder i brug. For første gang regner vi baglæns, så vi tager udgangspunkt i, hvordan eksempelvis Gudenåens kvalitet skal være, og derefter finder ud af, hvad vi skal gøre for at nå målet. De nye vandplaner bliver omfattende og kostbare for samfundet, men de vil også gøre vandet renere til glæde for mennesker, dyr og planter, siger Troels Lund Poulsen (V).
Vandplanerne opstiller følgende mål for, hvad der skal nås inden 2015:
• Mængden af kvælstof langs kysterne skal reduceres med 19.000 tons.
• Mængden af fosfor i søer skal reduceres med 210 tons.
• Dyre- og plantelivet skal forbedres i 7.300 km vandløb.
• Mere spildevand skal renses.
Natura 2000-planen
På naturområdet lancerer regeringen den første samlede plan for Danmarks 246 værdifulde Natura 2000-områder. Planen opstiller blandt andet mål om, at:
• 130.000 hektar naturarealer får ekstensiv drift for at forhindre tilgroning.
• 16.000 hektar naturarealer får forbedret vandforhold ved indsats mod dræn og udtørring.
• 20.000 hektar skovnatur sikres ved at stoppe opsplitning og sammenkæde små arealer
- De seneste 20 års naturforvaltning har været kendetegnet af enkeltprojekter. Nu præsenterer vi en samlet plan for indsatsen frem til 2015. Hver naturplan er en opskrift på, hvordan man skal passe på den værdifulde natur, planter og dyr, og den kan ikke overses. Naturplanerne er bindende for myndigheder og lodsejere, og målene skal nås i løbet af de næste fem år, siger Troels Lund Poulsen.
Med vand- og naturplanerne udmønter vi en stor del af Grøn Vækst, der samlet investerer 13,5 mia. i Danmarks natur.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.