ODDER / GRIBSKOV: Odsherred satte gang i en lavine, da kommunen i 2019 besluttede at indføre firedages uge for sine administrativt ansatte, så samme ugentlige timetal blev fordelt på færre dage.
Ordningen, som siden er gjort permanent i kommunen med visse justeringer, bredte sig til bl.a. Jobcentret i Esbjerg og til Gentofte, hvor modellen er afprøvet i daginstitutioner, og nu er den på vej til at blive afprøvet i en række andre kommuner i forskellige udgaver.
Senest var et forslag om forsøg med firedages uge på byrådsmøderne tirsdag i Gribskov og Odder, og begge steder besluttede et stort flertal at arbejde videre med ideen i samarbejde med medarbejderne i Hoved-MED.
Pilotprojekter på vej
I Gribskov gjorde forvaltningen opmærksom på, at der allerede arbejdes med ideen i regi af rekrutterings- og fastholdelsesstrategien, hvor man forsøger at folde begrebet "fleksibilitet" ud i bred forstand.
"Administrationen har afdækket forskellige konkrete måder at arbejde med fleksibilitet på i andre kommuner og private virksomheder - herunder 4-dages arbejdsuge. Mulighederne er mange, og administrationen har fokus på at lave løsninger, der passer til de forskellige dele af organisationen i tæt dialog med ledere og medarbejdere," stod der i dagsordenen.
"Projektet er i sin start, og konkret er der udarbejdet et inspirationskatalog med henblik på at igangsætte pilotprojekter ud fra et frivillighedsprincip. Administrationen forventer at kunne sætte de første piloter i gang medio året."
Det ændrer dog ikke på, at et enigt byråd undtagen DF's ene medlem vedtog, at økonomiudvalget skal arbejde videre med forslaget, som kom fra De Radikale, Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og Nyt Gribskov.
Attraktiv mulighed
I Odder besluttede et enigt byråd tilsvarende, at erhvervs- og økonomiudvalget skal arbejde videre med emnet i dialog med medarbejdersiden.
Også i Odder er arbejdet imidlertid allerede så småt i gang, oplyste borgmester Lone Jacobi (S). Her er emnet på bordet i en gruppe under hovedudvalget, der arbejder med rekruttering og fastholdelse.
I begge byråd var det ønsket om at give større muligheder for at tiltrække og fastholde medarbejdere, der blev nævnt som hovedargument for at indføre firedages uge som mulighed.
- Det skal være frivilligt og bruges som et ekstra værktøj, hvis det kan være med til at gøre det mere attraktivt at være ansat hos os, sagde Leif Gjørtz Christensen (EL), som stod bag forslaget i Odder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.