VARDE / ESBJERG: Microsoft vil etablere en ny såkaldt datacenterregion i Danmark. Denne gang i Vestjylland.
Det indebærer, at selskabet vil opføre datacentre på tre lokationer i Varde og Esbjerg Kommune. Det skriver Microsoft Denmark i en pressemeddelelse.
Der er ifølge selskabet tale om en tocifret milliardinvestering, som er den største i virksomhedens 36-årige historie i Danmark. Microsoft oplyser ikke det nøjagtige beløb for investeringen.
Ifølge Mette Kaagaard, som er administrerende direktør for Microsoft Danmark og Island, understreger investeringen Microsofts engagement i Danmark.
- Det handler ikke kun om nye datacentre, men om at udvikle og drive innovation og sikre en mere konkurrencedygtig og robust digital infrastruktur - i tæt samspil med vores danske partnere og med stærk lokal opbakning i Esbjerg og Varde Kommune, siger hun i pressemeddelelsen.
Mange nye job
Under opførelsen ventes det, at byggeriet vil beskæftige op til 1200 til 1400 personer på hver af de tre lokationer på spidsbelastningstidspunkter.
Når datacentrene står færdigt, ventes der at være omkring 500 faste job til den løbende drift.
Planen omfatter tre datacentre: to i Varde Kommune og ét i Esbjerg Kommune. Lodsejerne i de berørte projektområder er orienteret, og offentliggørelsen åbner for en bredere dialog med naboer og lokalsamfund, efterhånden som projektet konkretiseres, oplyser Varde og Esbjerg kommuner.
De på peger, at den jyske vestkyst allerede er et vigtigt digitalt knudepunkt. Her lander flere af Europas centrale undersøiske fiberkabler, og med Energistyrelsens nylige udbud af tre nye havvindmølleparker, heraf to i Nordsøen, bliver regionen endnu mere attraktiv for den datadrevne industri.
- Varde Kommune har en unik forbindelse til hele Europas energinet, og vi har en ambition om at tiltrække nye industrier, der bidrager til vækst og udvikling. At internationale virksomheder som Microsoft nu kigger i vores retning og ønsker at investere i datacentre hos os, viser, at vores strategiske satsning på at tiltrække energitunge virksomheder - og dermed arbejdspladser - virker, siger borgmester Mads Sørensen (V).
De to planlagte placeringer i Varde bliver cirka 150 hektar på Ringkøbingvej nord for Tinghøj og cirka 79 hektar på Kastkærvej mellem Lunde og Nørre Nebel. I Esbjerg er der tale om 115 hektar vest for Bramming.
- Det er en fantastisk nyhed, at en global aktør har Bramming i søgelyset. Det viser med al tydelighed, at vores langsigtede arbejde bærer frugt. En stærk kombination af digital infrastruktur, grøn omstilling og et solidt erhvervsklima gør, at vi står enormt godt. Vores område er allerede et centralt dataknudepunkt i Nordeuropa, og med flere datacentre åbner der sig nye muligheder, siger Esbjerg-borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).
Også tre centre på Sjælland
Microsoft har planer om at øge Europas kapacitet af datacentre med 40 procent frem mod 2027. Det betyder, at Microsoft ved udgangen af 2026 vil have 200 datacentre på tværs af Europa, har selskabet tidligere meddelt.
I dag beskæftiger Microsoft knap 1000 medarbejdere i Danmark.
Microsoft har tidligere meddelt, at selskabet vil lave en datacenterregion på Sjælland, som skal bestå af tre datacentre.
På sin hjemmeside forklarer Microsoft, at en datacenterregion er en klynge af datacentre, som er placeret i et afgrænset område. Det giver ifølge selskabet en robust dataopbevaring, fordi den fysiske adskillelse beskytter data mod problemer i det enkelte datacenter.
/ritzau/ak
7.20 opdateret med kommentarer fra Varde og Esbjerg kommuner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












