
En gruppe udsatte unge kommer fra helt almindelige familier, skriver Politiken lørdag, men alligevel ender de alene, fattige og uden netværk. De viser, at udsathed ikke kun rammer unge fra socialt belastede familier, men er blevet en bredere problemstilling de senere år, forklarer leder af Center for Ungdomsforskning Noemi Katznelson, som sammen med to kolleger har lavet en stor undersøgelse af marginaliserede unge.
I et interview i Politiken lørdag fortæller hun, hvordan undersøgelsen afslørede unge, som på overfladen så almindelige ud, og som kom fra middelklassen, men som var faldet igennem alle systemer. Og det billede genkender andre, som arbejder med udsatte unge.
René Nielsen er rejse- og udviklingskonsulent i de hjemløses landsorganisation, Sand, og møder i sit arbejde mange hjemløse unge. Han siger til Politiken, at selv om unge med en opvækst med sociale problemer er overrepræsenterede, så møder han også unge fra 'pæne' familier, og at det er en gruppe, som kan have svært ved at få hjælp.
Vil ikke stigmatiseres
- Lige så snart du kommer fra en velstillet familie, er det tit, at kommunen siger, at så er du velfungerende og dermed uddannelsesparat. Det betyder også, at de forventes selv at skaffe sig et sted at bo, for så er de jo ikke hjemløse. Det er ikke synligt, at den unge har problemer og ikke har et netværk, siger René Nielsen.
- Vi ser så relativt velfungerende unge mennesker, som klarer måske seks måneder på gaden, hvor de så udvikler psykiske problemer eller misbrugsproblemer. På den måde avler vi hjemløse.
Han forklarer i øvrigt, at de udsatte unge fra middelklassen ofte kommer fra familier, hvor der under overfladen gemmer sig eksempelvis psykiske lidelser eller alkoholmisbrug. Eller de kan komme fra familier, som ikke billiger den unges valg af livsstil og derfor har slået hånden af dem. I Sand oplever René Nielsen ofte, at de unge ikke vil stigmatiseres som hjemløse, og netop deres iver for at leve op til normaliteten gør dem svære at hjælpe, skriver Politiken.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.