dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Kommunalvalgskandidaterne Sisse Marie Welling fra København, Thomas Medom fra Aarhus og Anders Wolf Andresen fra Hvidovre (yderst til højre) flankerede formand Pia Olsen Dyhr, da SF holdt pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde i Rørvig i august. (Arkivfoto)
Claus Bech/Ritzau Scanpix

Mindst 14 fra SF har meldt sig ind i borgmesterkampen

Trods kritik fra Socialdemokratiet for ikke at stå ved borgmesterdrømme har mindst 14 SF'ere meldt deres kandidatur.
20. OKT 2025 11.16

På landsplan er det kun gået en vej siden det seneste folketingsvalg for landets næststørste røde parti, SF. Til KV21 fik partiet to borgmesterposter, nemlig Anders Wolf Andresen i Hvidovre og Tonni Hansen på Langeland. 

Partiformand Pia Olsen Dyhr er ikke kommet med et officielt mål for antallet af borgmesterposter, men på partiets sommergruppemøde fortalte hun, at det er vigtigt for SF at fastholde sin borgmesterpost i Hvidovre, holde fast i rådmandsposterne i de store byer og holde fast i det "gode samarbejde" i kommunerne med blandt andet Socialdemokratiet. 

I løbet af efteråret har Socialdemokratiet flere gange stukket til SF for ikke at stå ved, at man går efter borgmesterposten i blandt andet København. Bl.a. sagde børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) på partiets årsmøde, at "SF’s forhold til ansvar er som en nonnes greb om en… rullekebab".  

Siden har partiets spidskandidat i København, Sisse Marie Welling, der i øjeblikket er sundheds- og omsorgsborgmester, meldt sit kandidatur til posten som overborgmester.

I alt har SF'ere meldt deres borgmesterkandidatur i mindst 14 kommuner. 

Klar til at udfordre Socialdemokratiet

En af SF's spidskandidater, der strækker hals efter borgmesterkæden, er Simon Knudstrup. Han stiller op i Ballerup Kommune og udfordrer Socialdemokratiet, der har ledet Ballerup siden 1933.

Han lukker ikke døren for at fortsætte samarbejdet med socialdemokraterne i kommunen, der ifølge ham er godt på flere punkter, men vælgerne har brug for et rødt alternativ.

- Vi ser, at der er brug for en anden vej end den klassiske, der har været gennem rigtig mange år - nemlig at der er mulighed for en Venstre-borgmester eller en socialdemokratisk borgmester.

- Jeg oplever, at der er flere og flere både borgere, men også folk internt på rådhusgangene, som er frustrerede over Socialdemokratiets måde at køre nogle ting, for eksempel at man tager alle udvalgsformandsposter selv, siger han.

For at nå i mål i Ballerup vil det for SF kræve, at man får de borgerlige partier eller borgerlister over på sin side.

Det vil det også i Randers Kommune, hvor Rosa Lykke Yde er borgmesterkandidat for SF.

For hende handler kandidaturet til borgmesterposten ikke i sig selv om at udfordre Socialdemokratiet, men om at få samarbejdet tilbage på rette kurs, og der er ikke nogen, hun vil afvise at konstituere sig med.

- Hvis man ønsker forandring, må man tage arbejdshandskerne på. Helt lokalt i Randers er der et kæmpestort behov for forandring og nye tider. Vi er et rigtig træls sted i Randers på rigtig mange parametre.

- Der er en frustration over, at Randers' byråd har så helt utrolig dårligt et ry og rygte og så helt utroligt ringe evner til at samarbejde bredt og på tværs. Og så oplever jeg, at borgerne efterspørger et bedre samarbejdende byråd, siger Rosa Lykke Yde.

Også i København kan de borgerlige partier blive kongemagere, hvis der ikke tegner sig et rødt flertal til venstre for Socialdemokratiet. Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har tidligere afvist muligheden for at pege på andre partier til overborgmesterposten i København. 

Her står SF og Enhedslisten til henholdsvis 20,3 pct. og 22,8 pct. af stemmerne, viser en nylig Megafon-måling. Til sammenligning står S til 13,3 pct. 

Meningsmålinger giver selvtillid

I den seneste nationale Voxmetermåling ligger SF til at få 12,6 pct. af stemmerne. Ved valget i 2021 fik SF 8,3 pct. Selv om man ikke kan overføre de landsdækkende meningsmålinger til kommunalpolitik, har de alligevel pustet ekstra selvtillid ind i Simon Knudstrup.

- Det er klart, at det har givet et boost til selvforståelsen, og også til at vi melder ud, som vi gør. Det har helt sikkert en betydning. Det gør, at vi melder lidt mere offensivt ud, og at vi stiler højere. Både det at vi har gode meningsmålinger, og det at vi også nu har et par kandidater, herunder mig selv, som har siddet i en valgperiode og ikke er nye længere, siger Simon Knudstrup.

Valgforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Rune Stubager minder om, at man ikke kan overføre den landspolitiske medvind direkte til hver af de 98 kommuner.

Men ifølge ham vil man typisk gå frem, når partiet også går frem i nationale målinger.

- SF er jo vokset som parti og generelt i meningsmålingerne. Så jeg tænker, at det er det, man ser afspejlet, så der er en appetit på at omsætte den forventede øgede støtte til flere borgmesterposter, siger Rune Stubager.

Ved kommunalvalg er det de enkelte kandidater, der ender med at gøre udslaget. Og der kan være flere positive effekter ved at melde sit kandidatur som borgmester.

- Det kan være at tiltrække sig opmærksomhed og tilkendegive, at man har nogle ambitioner. Det kan også være at positionere sig forud for konstitueringsforhandlingerne, siger Rune Stubager.

Her har SF en erklæret borgmesterkandidat

  • Ballerup Kommune: Simon Knudstrup.
  • Fredensborg Kommune: Bent Fischer-Nielsen.
  • Hillerød Kommune: Lars Elbrandt.
  • Hvidovre Kommune: Anders Wolf Andresen.
  • Københavns Kommune: Sisse Marie Welling.
  • Lejre Kommune: Mikael Ralf Larsen.
  • Langeland Kommune: Nynne Printz.
  • Nyborg Kommune: Suzette Frovin.
  • Holstebro Kommune: Karsten Filsø.
  • Randers Kommune: Rosa Lykke Yde.
  • Ringekøbing-Skjern Kommune: Niels Rasmussen.
  • Samsø Kommune: Ulla Holm.
  • Syddjurs Kommune: Kirstine Bille.
  • Frederikshavn Kommune: Christina Lykke.

Kilder: SF, Din Avis Syddjurs, TV Midtvest og sn.dk, DR

/ritzau/esl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/mindst-14-fra-sf-har-meldt-sig-ind-i-borgmesterkampen

GDPR