
KØBENHAVN: Der skal ikke længere dumpes slam i forbindelse med byggeriet af den kunstige halvø Lynetteholm i Københavns havn. Det er transportminister Trine Bramsens (S) klare forventning, oplyser hun tirsdag aften.
- Det er forventningen og det klare mål, at det er slut med dumping af slam i forbindelse med projektet. Dumpingen er jo også indstillet i øjeblikket, siger hun.
Byggeprojektet Lynetteholmen har været genstand for løbende kritik. Særligt i den seneste periode, hvor DR blandt andet har skrevet, at projektets miljøvurdering er baseret på en 40 år gammel artikel fra USA.
På grund af den tiltagende kritik har ministeren tirsdag indkaldt de resterende partier i forligskredsen til at drøfte kritikpunkterne ved projektet torsdag den 12. maj.
- Der er kritikpunkter, som bliver ved med at blive rejst, siger Trine Bramsen.
- Det handler blandt andet om borgerinddragelsen i projektet, og så er der forskellige miljøaspekter, hvor det ville være ansvarligt at tage en diskussion, siger hun og henviser til DR-artiklen.
Fagfolk skal med på råd
Trine Bramsen løfter dog ikke sløret for sin egen holdning til vurderingen, som konsulentfirmaet Rambøll har stået i spidsen for.
- Jeg er ikke fagperson, så jeg har ikke fagligt belæg for at sige, om man kan basere viden på de her data eller ej. Som politiker kan jeg bare konstatere, at der bliver ved med at blive rejst kritik fra fagpersoner. Det siger mig, at der er noget i processen, som vi er nødt til at genbesøge, siger hun.
Når partierne mødes i forligskredsen den 12. maj, så vil kritikken fra diverse fagpersoner blive inddraget.
- Siden der er så mange, som på bagkant sætter spørgsmålstegn ved projektet, så er der noget, som siger mig, at vi bør drøfte, om arbejdet er gjort godt nok.
Samråd onsdag
I forbindelse med miljøvurderingen er det dog ikke ministerens opfattelse, at der bevidst er blevet brugt forkert viden, understreger hun.
Selv om Trine Bramsen først skal mødes med forligskredsen den 12. maj, så slipper hun ikke for Lynetteholm indtil da.
Onsdag tager hun del i et åbent samråd med miljøminister Lea Wermelin (S), hvor byggeprojektet også er på dagsordenen.
Ritzau
Rettelse: Danmarks Radio har 23. maj bragt en rettelse:. Godkendelsen baserede sig ikke udelukkende på den 40 år gamle forskningsartikel, og Rambøll burde have haft mulighed for at svare på kritikken, skriver DR.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.