
Med en ambition om at få rejst flere statuer af kvinder i Danmark har kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) igangsat en national kortlægning af kunst i det offentlige rum.
- Vi ved, at der er flere statuer af fabeldyr end kvinder i København. Men jeg vil have undersøgt, hvordan det helt konkret ser ud med statuer i hele landet, siger Jakob Engel-Schmidt.
Det er det statsanerkendte museum KØS - Museum for kunst i det offentlige rum, der skal varetage kortlægningen. Når den er afsluttet, skal et udvalg komme med anbefalinger til statuer af kvinder i danmarkshistorien, som er "blevet forbigået".
Det handler ikke om at skabe numerisk ligestilling. Men der er en klar skævvridning, som der skal rettes op på, mener ministeren.
- Vi har været rigtig gode til at hædre betydningsfulde mænd. Det har vi ikke været lige så gode til med kvinder, siger ministeren.
Kommunerne skal "spytte penge i kassen"
Projektet afhænger i høj grad af, hvordan man lokalt tager imod resultatet af kortlægningen. For det er ikke sådan, at "der bliver sendt store trææsker med statuer fra Kulturministeriet ud i landet". Landets kommuner skal således ifølge ministeren være klar til at "spytte penge i kassen".
- Statens økonomiske engagement afhænger af, hvorvidt der er engagement lokalt, siger Jakob Engel-Schmidt.
Ministeren har fra starten fortalt, at der vil blive afsat mere end én million - men mindre end 50 millioner kroner - til projektet. Sådan er det stadigvæk. Jakob Engel-Schmidt har i sinde at indlede en dialog med landets kommuner i løbet af næste år.
- Jeg håber ikke, at vi skal mange år frem, før den første statue rejser sig.
Siden kulturministeren selv luftede idéen i foråret, har det givet genklang, mener han. Derfor understreger Jakob Engel-Schmidt, at han ikke er på en solomission.
- Det er en af de sager, jeg har fået allerflest henvendelser om fra folk, jeg ikke kendte i forvejen, siger han.
Ministeren vil senere på året afsætte "et mindre millionbeløb", som skal bruges til medfinansiering af nye statuer af kvinder. Projektet finansieres af udlodningsmidler og vil kræve tilslutning fra Folketingets Finansudvalg.
Ifølge en tidligere rundspørge foretaget af Jyllands-Posten i sommeren 2023 er 31 ud af 321 statuer og buster i byrummet af kvinder.
/ritzau/
Opdateret 07.22: Det er præciseret i rubrik, underrubrik og første afsnit, at det ikke er kunst generelt, men kun statuer, der skal kortlægges.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.