GENTOFTE: I Gentofte kan man blive ved med at flage med EU-flaget foran rådhuset op til Europa-Parlamentsvalget den 9. juni. I hvert fald har indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) ikke tænkt sig at foretage sig yderligere, fremgår det af et svar til folketingsmedlem Pia Kjærsgaard (DF).
DF-folketingsmedlemmet har spurgt til sagen, fordi kommunen som tidligere omtalt vil bruge flaget som en neutral markering af det kommende valg – og en opfordring til at deltage i valghandlingen. Derfor vil EU-flaget blive hejst foran rådhuset frem til 8. juni. På selve valgdagen den 9. juni bliver flagene dog fjernet.
”Hvad er ministerens holdning til, at Gentofte Kommune har besluttet at fortsætte med at flage med EU-flaget og det ukrainske flag fra Gentofte Rådhus på trods af Indenrigsministeriets opfordring til at undlade at flage med disse flag ved afstemningssteder i perioden til Europaparlamentsvalget, og hvad agter ministeren at foretage sig for at få Gentofte Kommune til at følge ministeriets retningslinjer desangående?”, lød spørgsmålet.
Sophie Løhde understreger i sit svar, at hun finder det afgørende, at valglovgivningens principper om neutralitet med hensyn til de ydre omstændigheder i forbindelse med valghandlingen overholdes.
Vælgerne skal kunne afgive deres stemmer på valgdagen og deres brevstemmer forud for valgdagen "uden at blive udsat for valgagitation eller anden form for holdningsmæssig påvirkning i valglokalerne eller andre steder i umiddelbar tilknytning hertil", skriver hun bl.a. i svaret.
Derfor må der ikke på valgdagen flages med EU-flaget og/eller det ukrainske flag på valgstederne.
En konkret vurdering
Forbuddet mod valgagitation på valgstederne indebærer imidlertid ikke et ubetinget forbud mod at flage med EU-flaget og/eller det ukrainske flag på steder, hvor der bl.a. modtages brevstemmer. Det skyldes, at brevstemmeafgivningen foregår over en længere periode og på fysiske lokaliteter, hvor der også foregår andre aktiviteter.
Ministeren understreger, at forbuddet mod valgagitation i forbindelse med brevstemmeafgivning først og fremmest handler om, at der ikke må være fremlagt eller ophængt materiale i stemmelokalet, der kan tolkes som agiterende.
"Om forbuddet kan udstrækkes til at omfatte hele bygninger, beror på en konkret vurdering, som foretages af den ansvarlige myndighed for det pågældende brevstemmested. Det vil sige i dette tilfælde af Gentofte Kommune," skriver ministeren, der ikke vil foretage sig yderligere i sagen, "idet jeg forventer kommunerne lever op til valglovgivningen".
Da det i april blev muligt at brevstemme til det kommende europaparlamentsvalg, rettede Høje-Taastrup Kommune ind og fjernede det ukrainske flag foran rådhuset.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.