KØBENHAVN: Den skulle have været trådt i kraft onsdag, men den planlagte afskæring af klageadgangen i forbindelse med anlæggelsen af den kunstige ø Lynetteholm i København, er udsat på ubestemt tid, skriver Byrummonitor.
Udsættelsen skyldes ifølge Transportministeriet blandt andet, at man ikke har kunnet nå at behandle de omkring 170 høringssvar, som var indsendt, da høringsfristen udløb onsdag i sidste uge.
Om udskydelsen primært skyldes mængden, eller om det er bestemte høringssvar, der spænder ben, oplyser ministeriet ikke.
Afskæringen af klageadgangen for i alt otte love om anlæggelsen af Lynetteholm blev muliggjort, da Folketinget vedtog anlægsloven for det projektet 4. juni. I midten af september gjorde transportminister Benny Engelbrecht (S) brug af muligheden og sendte i første omgang bekendtgørelsen i høring.
Hvis ministeren vælger at sætte den i kraft – som han efter planen skulle have gjort onsdag – vil den gælde til 2025 og eventuelt længere, hvis anlægsprocessen trækker ud. I denne periode vil der være lukket for den klageadgang, som borgere og organisationer normalt har til blandt andet Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det vil fortsat være muligt at rejse en sag ved domstolene.
"En våd platform"
Ministeren havde ikke tid til et interview onsdag. I stedet henviser hans presseansvarlige til Engelbrechts medvirken i TV2-programmet News & Co. onsdag aften.
I programmet blev ministeren ikke spurgt til, hvorfor afskæringen af klageadgangen er udskudt. I stedet redegjorde han for, hvorfor man i første omgang valgte at afskaffe klageadgangen, og her lød det, at man har travlt med at stormflods- og klimasikre København, fordi vi lige nu står på "en brændende platform – eller måske skulle vi snarere sige en våd platform", sagde Benny Engelbrecht og tilføjede:
- Vi er nødt til at handle, og derfor er vi nødt til at fremskynde nogle af de øvrige beslutninger – det gælder også et dige ude på Amager og sluseporte mod nord og syd, som også er en del af den samlede klimasikring. Det er noget, som gør, at vi ikke kan sidde med hænderne i skødet og vente på, at eventuelle klager kan trække i langdrag, sagde transportministeren.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.