
Når Moderaterne har afviklet sit landsmøde lørdag, er næste skridt at klargøre partiet til EP24 og KV25. I Europa-Parlamentet er partiet allerede til stede, efter at partistifter Lars Løkke Rasmussens søn Bergur Løkke Rasmussen skiftede til Moderaterne fra Venstre, men i kommuner og regioner er situationen en anden.
Fra april tager Lars Løkke Rasmussen derfor på landsturne i to måneder. Formålet er både at gøde jorden og at afdække potentialet.
- Vi ønsker at være en blivende stemme i dansk politik, og det kræver, at de mange mennesker, der gerne vil engagere sig i Moderaterne, får et sted, de kan gøre det, siger Lars Løkke Rasmussen.
Moderaterne blev stiftet med en ambition om at gøre op med blokpolitikken på Christiansborg. Men i kommunerne er der ofte et mere samarbejdende folkestyre.
M vil have plads til lokale ambitioner
Derfor var der i starten tvivl, om Moderaterne overhovedet skulle stille op lokalt. Men det skal partiet, er det nu besluttet, fordi der skal være plads til, at lokale kan udleve deres politiske ambitioner hos Moderaterne.
- Hvis vi vil fremtidssikre det her parti og gøre det til en blivende stemme, så handler det også om at sørge for, at vi har talentudvikling og skaber rum for engagement. Kommunerne er stedet for omstilling af samfundet. Selv om jeg håber på, at den her regering kan få lavet nogle reformer, så skal det omsættes ude i det yderste led, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ambitionen er ikke nødvendigvis at stille op i alle kommuner, men at "række ud til hele Danmark".
- Ambitionerne er store, men jeg sætter ikke tal på. Vi skal rundt i landet og mærke efter. Vi er ikke et kæmpestort parti og har ikke noget lokalt afsæt. Så man ved ikke, hvor meget opbakning man har, siger han.
Åbent for både landsparti og lokalt parti
Planen sætter to af Moderaternes folketingsmedlemmer, Henrik Frandsen og Charlotte Bagge Hansen, i en særlig situation. De repræsenterer henholdsvis Tønder Listen og Fælleslisten i kommunalbestyrelserne i Tønder og i Vordingborg.
Men selv om det vil være usædvanligt, kan man ifølge Lars Løkke Rasmusssen godt repræsentere Moderaterne på landsplan og samtidig være medlem af et andet parti lokalt. Det er en udfordring, som partiet vil forholde sig til, når den opstår, siger han.
De lokale ambitioner omfatter også regionerne, Hvad dem angår, lod Lars Løkke Rasmussen det fredag i TV2 News i en diskussion om noget helt andet hænge i luften, om KV25 til den tid vil omfatte fem eller et andet antal regioner.
/ritzau/mk/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.