
Dansk Folkeparti har valgt Morten Messerschmidt som partiets nye formand. Det skete søndag på et ekstraordinært årsmøde i Herning, hvor der blev sat punktum for en lang kamp om posten.
Med 499 ud af de i alt 825 stemmer blev han valgt som formand med 60 pct. af stemmerne foran modkandidaterne Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, der henholdsvis fik 219 og 107 stemmer.
Tidligere var Erik Høgh-Sørensen også en del af formandskampen, men trak sit kandidattur tidligere på ugen og pegede på Martin Henriksen.
Det ekstraordinære årsmøde har været længe under vejs. Ved kommunalvalget i 2021 blev DF mere end halveret, og det førte til, at den nu tidligere formand, Kristian Thulesen-Dahl, meddelte, at han ville trække sig fra posten, og at der skulle vælges en ny.
Beskidt kampvalg
Årsmødet blev indledt med en tale af den afgående formand, Kristian Thulesen-Dahl, hvor han fremhævede partiets mange sejre og resultater igennem tiden. Men det lød også, at der var brug for en formand, der kan samle partiet. "Vis storhed og giv plads til de to andre," lød det.
Budskabet og storhed kommer efter en lang valgkamp, som flere har beskrevet som beskidt. Den har været præget af en hård retorik og beskyldninger, læk af hemmelige lydoptagelser, frygt for eksklusioner og trusler om at forlade partiet.
Den hårde valgkamp har både splittet partiets bagland og folketingsgruppe. Især i Folketinget har uenighederne om en ny formand og en retning for partiet været store. I så høj grad at folketingsmedlemmet Marie Krarup har udtalt, at hun sammen med en gruppe af andre partimedlemmer vil melde sig ud, hvis Messerschmidt skulle blive formand.
Partiet skal samles
Ligesom fra den afgående formand lød det også fra Messerschmidt, at partiet nu skulle samles igen efter flere års splittelse og nedtur. Sådan lød det fra talerstolen lige efter udnævnelsen som formand.
- Jeg forstår godt, at der i sådan en proces falder nogle ord, følelserne er uden på tøjet, men der kommer ikke til at være nogle repressalier for, hvad der er sket i den tid, der er gået. Nu skal vi sammen fremad, sagde Morten Messerschmidt.
En af diskussionerne mellem kandidaterne har været, hvordan partiets ledelse efterfølgende skulle se ud, og hvem der skulle være med. Et Her var et af Messerschmidts budskaber, at der er brug for alle kræfter, bl.a. at Martin Henriksen, som han slog, forsat skal spille en rolle. Noget han dog ikke selv har tillid til.
- Nu kender jeg Messerschmidt godt nok til at vide, at nogle gange siger han et og gør noget andet, siger Stevns-byrådsmedlem Martin Henriksen til TV 2 News.
Retssag venter
Et kritikpunkt Morten Messerschmidt har mødt er den restsag, han har hængende over hovedet. Sagen om svig med EU-midler og dokumentfalsk endte tidligere i en betinget fængselsstraf, men skal nu gå om i byretten efter dommerens ageren på sociale medier.
Da Messerschmidt meddelte sit formandskandidattur var det sammen med medlem af Europaparlamentet Peter Kofod, han ønsker som næstformand. Kofod skal stå klar, hvis Messerschmidt ikke længere kan stå i spidsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.