
NÆSTVED: Splittelsen er stor i Næstved om, hvorvidt det er en god idé at lægge billet ind på at blive europæisk kulturhovedstad i 2032. Det erkender borgmester Carsten Rasmussen (S) efter et stort temamøde tirsdag aften, skriver sn.dk.
- Lige nu er der ikke stort flertal for det. Jeg tror aldrig, at vi får 31 byrådsmedlemmer til at være for, og selv blandt de 13 i mit parti er vi ikke helt enige, siger borgmesteren, som selv erklærer sig "bestemt ikke afvisende", men først vil han gerne se resultatet af KL's økonomiforhandlinger med regeringen.
EU lader hvert år to lande udpege en by som europæisk kulturhovedstad, og i 2032 er det Danmarks og Bulgariens tur. Tidligere har København været kulturhovedstad i 1996 og Aarhus i 2017.
Flertal i Helsingør bag plan
Foruden Næstved har Helsingør meldt sig som interesseret, og her vedtog et stort flertal i byrådet i februar, at man fortsat står bag planen.
I Helsingør fremhæver man, at titlen rummer betydelige potentialer i form af en styrkelse af kulturlivet og positive afsmittende effekter på turisme, beskæftigelse, erhvervsliv m.m., men at det samtidig er en stor opgave, som kræver bred politisk opbakning og en betydelig kommunal medfinansiering.
De samme fordele fremhævede programredaktør Henrik Sand Dagfinrud fra Bodø, en af dette års europæiske hovedstæder, ifølge sn.dk på temamødet tirsdag. Byen har oplevet stor opmærksomhed, turisterhvervet oplever stor fremgang, og både netværk og erfaring med at søge midler kan efter hans vurdering bruges fremadrettet.
Snævert flertal på 16-15
I Næstved frygter modstanderne dog, at titlen som kulturhovedstad vil blive en for stor mundfuld økonomisk.
Foreningen "Næstved som Europæisk Kulturhovedstad 2032" har i en forundersøgelse regnet sig frem til, at det vil koste kommunen 40 mio. kr. ud af et samlet budget på 220 mio. kr. at få Næstved som kulturhovedstad, hvis stat, fonde og sponsorer også bidrager.
På byrådsmødet 30. januar foreslog Per Sørensen (S), at kommunen ser i øjnene, at man kører i tomgang, og at udgiften "kunne blive på bekostning af al den dejlige kultur, som vi har, og kernevelfærd for ældre og børn vil også rammes negativt".
"Det er dyrt at blive ved med at holde sagen kørende, og det begynder at ligne gode spildte kræfter", skrev han i forslaget, som blev nedstemt med det snævrest mulige flertal - 16 stemmer mod 15.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.