
Borgerne vælger i høj grad grønne områder tæt på byerne, når de skal have frisk luft, lufte hunden eller trave nogle kilometer.
Det er en af konklusionerne i en ny landsdækkende kortlægning af danskernes besøg i naturen. Den viser, at 41 procent af danskernes naturbesøg foregår i natur og andre grønne områder inden for byzonen eller inden for 200 meter af en byzone.
Kortlægningen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse gennemført i 2022/23, hvor et repræsentativt udsnit af danskerne har kortlagt deres naturbesøg, bl.a. ved hjælp af et danmarkskort.
- Undersøgelsen er interessant, fordi den underbygger noget, vi allerede har en klar fornemmelse af. Tilgængelighed er en afgørende faktor, når vi skal ud i naturen, og vi vælger ofte de grønne områder, der ligger rundt om hjørnet fra vores bopæl. Derfor er de bynære naturområder så vigtige for mange, og det understøtter det fokus, vi har på bynær skovrejsning, siger Jesper Tranberg, kontorchef i Naturstyrelsen.
Bynært til hverdag
Undersøgelsen viser også, at hverdagsbesøg i naturen i højere grad foregår bynært end weekendbesøg. Selvom weekendbesøg også danner klynger omkring byer, besøger vi eksempelvis i højere grad den nordsjællandske kyst og den jyske vestkyst i weekenderne.
Flest naturbesøg foregår i skove (34 pct.), ved kysten (30 pct.) og i rekreative grønne områder, viser kortlægningen. Ti pct. af besøgene foregår i parker og andre bynære grønne områder, selv om de kun udgør én pct. af Danmarks landareal.
Omkring halvdelen af naturbesøgene foregår i enten kommunale eller statsejede områder, selvom de to sammenlagt kun udgør 10 procent af Danmarks landareal.
- Den nye kortlægning viser, at danskernes naturbesøg er koncentreret omkring få steder, og omvendt er der rigtig god plads i de offentlige naturområder, der ligger længere væk fra byerne. I statens naturområder er der åbent døgnet rundt, og her ligger der et stort potentiale i at få endnu flere danskeres øjne op for de oplevelser, der venter, hvis du bevæger dig lidt længere væk end ellers, siger Jesper Tranberg.
Rapporten er lavet for Naturstyrelsen af Københavns Universitet og kan læses her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.