
HOLSTEBRO: Danmarks Naturfredningsforening har påklaget et stort klimatilpasningsprojekt, som skal beskytte Holstebro by mod massive vandmasser fra Storå. Foreningen ønsker, at klagen får opsættende virkning, så projektet stopper under klagesagsbehandlingen, oplyser kommunen.
Projektet går ud på at sikre 750 ejendomme og værdier for mere end fire mia. kr. i Holstebro midtby. Nu stopper en klage fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) projektet, da foreningen anmoder Miljøklagenævnet om at give klagen opsættende virkning.
Klagens grundlæggende anke er, at projektet vil påvirke naturen i ådalen med "en konstant og markant trussel imod biologisk høj kvalitet i Storådalen opstrøms motorvejen". Samtidig begrunder DN klagen med, at problemet kan løses i oplandet ved oversvømmelse af lavbundsområder.
Fastholder urealistisk løsningsforslag
Kommunen opfatter DN's forslag til løsning som urealiserbar - både i forhold til tilstrækkelige opmagasineringsmuligheder og anvendelsesmuligheder, når hele oplandet til Storå er oversvømmet som i 2020.
Det hører med i billedet, at kommunen har tilvejebragt ny natur og kompenserende naturforanstaltninger svarende til mere end 40 hektar, herunder den mest skrøbelige del.
Den fremlagte plan sikrer Holstebro midtby imod en 100-års hændelse i år 2100 ved at håndtere op til 4,5 millioner kubikmeter vand - svarende til fire gange Vandkraftsøen - samtidig med, at den indarbejder hensyn til alt det, som skal passes på, herunder vandløb, natur og kulturarv.
Sagsbehandlingstiden i klagenævnet kan tage mere end et år. Da den påklagede VVM-tilladelse er den overordnede rammesættende tilladelse, er det ikke muligt at gå videre med projekteringen, før der falder en afgørelse, og projektet sættes derfor reelt i stå, oplyser den projektansvarlige chef, Torben Mølgaard.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.