
Nye Borgerliges nyvalgte politiske næstformand, Henriette Ergemann, undskylder i et opslag på Facebook for, at hendes kommentarer på sociale medier er skyld i, at partiet er i "en mediestorm". Ergemann, som også sidder i kommunalbestyrelsen i Kalundborg, kalder kommentarerne for "meget uhensigtsmæssige" og "beklager, da de bestemt ikke har været ordentlige".
Siden hun blev valgt som næstformand 7. februar har B.T. og Ekstra Bladet afdækket, hvordan hun tidligere har forholdt sig til coronahåndteringen på sociale medier. Eksempelvis har hun skrevet på Facebook i maj 2021, at tidligere generalsekretær for Unicef Karen Hækkerup skulle "i fængsel for mord på uskyldige børn" og kaldte hende en "sindssyg kælling". Kommentaren faldt til en video, hvor Karen Hækkerup ifølge Ekstra Bladet fortalte, at Unicef var begyndt at indkøbe sprøjter, fordi børn skulle vaccineres mod coronavirus.
Videre lød det i juli 2021 i en kommentar til et opslag fra daværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at hun håbede, at hans datter ville få saltvand, da hun skulle coronavaccineres.
"Pøblen får ikke saltvand. Det er forbeholdt politiker-skuespillerne, der har behov for at promovere, at de har taget sprøjten", skrev Henriette Ergemann videre på Facebook.
"Jeg er ikke konspirationsteoretiker"
I sit opslag torsdag på Facebook uddyber hun ikke, hvilke kommentarer der har været uhensigtsmæssige.
"Da jeg valgte at melde mig ind i Nye Borgerlige, skyldtes det, at partiet turde at sige fra over for regeringens overforsigtighedsprincip. Men min corona-kritik betyder ikke, at jeg er konspirationsteoretiker, som nogle har kaldt mig, efter at medierne de seneste dage har gravet nogle meget uhensigtsmæssige kommentarer frem, som jeg for år tilbage skrev på sociale medier. Der er indberettet mange formodede bivirkninger fra folk, og de fortjener at blive hørt. Men nej, jeg tror ikke, at befolkningen med vaccinen har fået skudt 5G-chips ind i armen", skriver Henriette Ergemann i sit opslag.
Hun påpeger også i opslaget, at kommentarerne er skrevet, før hun blev folketingskandidat og siden politisk næstformand for Nye Borgerlige.
Formand Lars Boje Mathiesen har tidligere sagt til Ekstra Bladet om sin næstformands kommentarer på sociale medier, at "det er ikke en retorik, jeg ville have brugt". Lars Boje pointerede ligeledes, at hun skrev kommentarerne, før hun blev næstformand, og at det ikke får konsekvenserne for hendes post.
Det er ingen hemmelighed, at jeg har været meget kritisk over for Mette Frederiksens corona-håndtering. Som mor og...
Posted by Henriette Ergemann Nye Borgerlige on Thursday, February 16, 2023
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.