
NORDJYLLAND: Som den første region i Danmark har Region Nordjylland nu afsluttet et udbud på regionens samlede teletrafik. Det vil sige fastnettelefoni, mobiltelefoni, indkøb af mobiltelefoner, levering af mobilt bredbånd samt øvrige serviceydelser.
Regionen har indgået en treårig aftale med TDC, der er én af regionens nuværende leverandører. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.
- Aftalen betyder, at vi årligt kan spare et stort beløb på vores telefoniydelser, uden at det dermed går ud over hverken personale eller patienter. Tværtimod frigør det ressourcer, som vi kan anvende til at forbedre kvaliteten i vores telefoni-løsninger, siger regionsdirektør Per Christiansen
Besparelsen opstår ved at samle og standardisere ydelser hos en leverandør. Besparelsen for regionen vil kunne øges, hvis det i den kommende periode lykkes at omlægge flere fastnet-telefoner til mobiltelefoni.
- Telefoniområdet er et af de mange områder, som vi hele tiden overvåger for at udnytte vores midler bedst muligt og få mest mulig effekt af de anvendte midler. Telefoni er en kritisk faktor i levering af sundhedsydelser, hvor vi står midt i en storstilet digitalisering, siger Per Christiansen.
På længere sigt er det også hensigten, at aftalen skal medføre konkrete serviceforbedringer for både patienter og medarbejdere.
Effektivisering
- Aftalen giver os større fleksibilitet og mobilitet. Vi får mulighed for at etablere kontaktcentre, som vil kunne give en bedre service til borgere og patienter. Samtidig vil vores medarbejdere kunne benytte samme telefonnummer, selv om de arbejder forskellige steder i regionen. Så ud over prisen regner vi også med bedre kvalitet, siger Per Christiansen.
Aftalen med TDC indfases i takt med at de eksisterende aftaler opsiges eller flyttes. Aftalen løber i tre år med ret til forlængelse.
Også TDC synes at være godt tilfreds med aftalen. Peter Stig Andersen, direktør i TDC Erhverv siger:
- Hos TDC er vi meget fokuserede på, hvordan vi kan støtte det offentlige Danmark. Vi giver Region Nordjylland en unik fordel ved at levere integrerede løsninger på tværs af produktområder, og ved at samle det hele hos os, opnår Region Nordjylland nye spændende muligheder for effektivisering og digitalisering af deres sygehuse og institutioner, siger altså Peter Stig Andersen.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.