For en måned siden blev Christina Birkemose (S) efter en tillidsafstemning vraget som spids til KV21. Nu er der ifølge sn.dk to kandidater klar til at blive den nye spids i Faxe:
Byrådsmedlem Camilla Meyer, der for halvandet år siden klart blev slået af Birkemose i kampen om at blive spids. Hun er sygeplejerske og er i sin anden periode i byrådet. Hendes modkandidat er Anders Franssen, der er pædagogisk assistent og friluftsinstruktør - og i øvrigt hører til dem, der havde Birkemose som sin kandidat.
Faxe havde senest S-borgmester, da Knud Erik Hansen var det 2010-2017. Nu er det Ole Vive (V), der har næstflest pladser - syv ud af 25, mens S har otte og altså er størst.
Lidt mod syd - i Vordingborg - er borgmester Mikael Smed (S) igen udpeget som sit partis spids, oplyser lokalforeningen til DK Nyt. Her sidder S på 12 ud af 29 pladser, og Smed er i sin første borgmesterperiode.
Ved KV17 blev S hjulpet til magten af et valgforbund bestående af S-SF-EL-ALT-R, hvor de fire små partier hver fik et mandat. Mikael Smed toppede med 4.071 top fem over personlige stemmer foran daværende V-borgmester Michael Seiding Larsen med 3.425, Else-Marie Langballe Sørensen (SF) med 737, Heino Hahn (DF - siden NB) med 589 og Nikolaj W. Reichel med 559. Karina Fromberg er nu den nye V-spids.
I Hørsholm fylder S ikke så meget og var i denne periode i den usædvanlige situation ikke at kunne finde en suppleant, da spidsen fra KV17 Niels Lundshøj i oktober sidste år flyttede. Så han måtte erstattes af den radikale Hans Laugesen, fordi de to partier var i valgforbund sammen med også SF og KD. Dermed gik S fra tre til to ud af de 19 pladser.
Niels Lundshøjs post som formand for børne- og skoleudvalget blev overtaget af Svend Erik Christiansen (S), og ifølge sn.dk er han, som 1988-1997 var borgmester i daværende Fredensborg-Humlebæk Kommune, nu også den nye spids. Også Klaus Ebbesen, der ved KV09 var S-spids, men ikke kom i byrådet, er klar til valg.
Christiansen oplyser, at Socialdemokratiet efter al sandsynlighed peger på Morten Slotved (K) som borgmester, men at han selv er klar til borgmesterposten, hvis muligheden opstår. Slotved har været borgmester siden KV09, og denne gang har S syv kandidater klar og føler sig garderet med stedfortrædere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.