
Uddannelses- og Forskningsministeriet har godkendt en ny meritpædagoguddannelse på Københavns Professionshøjskole, så personer med en professions- eller akademisk bachelor kan skifte karrierevej på kortere tid. Det oplyser Københavns Professionshøjskole.
Dermed kan man uddanne sig til pædagog på 2,5 år, mens man er fast tilknyttet en vuggestue eller børnehave under uddannelsen. Det kræver en professions- eller akademisk bachelor eller en kandidatgrad for at kunne søge ind på uddannelsen. Til gengæld er det ikke et krav med pædagogisk erhvervserfaring, som man kender det fra den nuværende.
Modellen er lavet i samarbejde med Ishøj, København, Frederiksberg, Helsingør, Gentofte og Herlev kommuner, så de studerende tilknyttes en vuggestue eller børnehave i en af de seks kommuner.
Håber på flere kommuner
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er glad for, at der er kommet endnu en vej ind til pædagogfaget. Hun håber at få flere kommuner med i ordningen.
- Det er så vigtigt, at vi har dygtige og engagerede pædagoger, der kan skabe de bedste betingelser for vores børn, unge og voksne med særlige behov. Vi står med en konkret udfordring i forhold til at kunne rekruttere pædagoger til vores daginstitutioner i hovedstadsområdet. Derfor er det rigtig godt, at endnu flere nu får mulighed for at få en vej ind i pædagogfaget. Jeg ser frem til at følge erfaringerne med modellen, siger ministeren.
Sporskiftemodellen støttes også af Bupl og socialpædagogernes LFS. Uddannelsen åbner med det første hold studerende i februar 2021. Ifølge Annegrete Juul, dekan for det Pædagogiske og Samfundsfaglige Fakultet, er det dog vigtigt at understrege, at den ordinære pædagoguddannelse er den vigtigste vej ind til pædagogfaget. Men den nye sporskiftemodel er et godt supplement og et alternativ til akademikere, som gerne vil tage springet til en meningsfuld profession, hvor man gør en forskel for børn og unge.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.