dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Formand for KL's Klimahandlingsudvalg Frank Schmidt-Hansen (K) understreger, at kommunernes egen udledning er en lille del af den samlede udledning af CO2. Så klimamålenes succes afhænger af, om kommunerne kan få eksempelvis virksomhederne med.
Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Ny alliance skal gøre klimaplaner til handling i kommunerne

Alliance mellem kommuner og regioner skal sikre, at ambitiøse klimahandlingsplaner bliver til virkelighed.
12. APR 2023 6.15

I løbet af de seneste år har kommuner rundt om i landet lagt planer for, hvordan de vil reducere udledningen af drivhusgasser, så de er klimaneutrale inden 2050. Nu går 97 af landets 98 kommuner sammen i en ny alliance, der skal sikre, at der sættes handling bag klimaplanerne.

Klimaalliancen er en femårig partnerskabsaftale mellem KL, de fem regioner og den velgørende forening Realdania.

- Udfordringerne i kommunerne er ikke ens. I nogle kommuner kommer den store CO2-belastning fra landbruget. I andre kommuner står transportsektoren for den største udledning, siger Frank Schmidt-Hansen (K), formand for KL’s Klimahandlingsudvalg og borgmester i Vejen.

- Men vi skal se ind i, hvordan kommunerne skulder ved skulder kan hjælpe hinanden med vidensdeling og erfaring, så de gode erfaringer bliver udbredt, og vi samlet set kan komme i mål.

Glostrup ikke med 

Realdania startede i 2019 et projekt med 20 pilotkommuner, som skulle lægge en handlingsplan for reduktion af drivhusgasser. Projektet DK2020 har siden bredt sig, så det nu er 97 kommuner, der er med. Kun Glostrup står udenfor.

Kommunerne skal udpege alle væsentlige kilder til drivhusgasudledning lokalt og lægge en klar plan for, hvordan de håndteres. Planen skal herefter godkendes af Realdania i samarbejde med den grønne tænketank Concito og det internationale bynetværk C40. De to sidstnævnte bidrager med viden og erfaringer til Klimaalliancen.

De sidste kommuners handlingsplaner skal godkendes omkring sommerferien i år. De kan så dele viden og erfaringer i det nye netværk.

I Middelfart har klimahandlingsplanen ført til omkring 100 initiativer og en helt ny og langt mere systematisk måde at arbejde med klimatiltag på, fortæller borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S). Kommunen har indsnævret fire hovedområder, hvor der er størst potentiale for at reducere udledningen.

Det er udrulning af fjernvarme, der skal erstatte brug af olie- eller gasfyr i omkring 7000 husstande, etablering af power to x-anlæg, energibesparelser i husstande og virksomheder samt opsætning af solceller.

Stor opbakning

Kommunens handlingsplan er ikke bare noget, der kan besluttes på rådhuset. Det kræver en indsats fra både virksomheder og civilsamfund, hvis kommunerne skal nå i mål.

Ifølge Johannes Lundsfryd Jensen er der stor opbakning blandt borgerne og handlekraft hos de store virksomheder.

- Men det er lidt vanskeligere hos de små og mellemstore virksomheder. De har ikke nødvendigvis særskilte afdelinger, der arbejder med klima, og der går vi tættere på med rådgivning fra vores erhvervscenter, siger borgmesteren.

Torsdag og fredag er kommunale topfolk, landspolitikere og erhvervsledere samlet til KL's årlige Klima & Miljø Topmøde.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ny-alliance-skal-goere-klimaplaner-til-handling-i-kommunerne

GDPR