Det er en ekstraordinært dyr fornøjelse at betale for varme og strøm under den verserende energikrise. Endnu værre bliver det, hvis bygningen har et dårligt energimærke. Netop det problem er der med mange kommunale bygninger.
Således har 7 ud af 10 kommunale bygninger har et dårligt energimærke (D-G), og derfor rammer energikrisen kommunernes økonomi hårdt. Helt præcist skal kommunerne med de nuværende priser samlet finde knap 1,3 mia. kr. ekstra i budgetterne til at dække energiforbruget i bygningsmassen.
Udgifterne til energi er steget fra 2,47 mia. kr. før krisen til 3,74 mia. kr. under krisen, viser analyser som konsulenthuset Transition har lavet for Synergi, som er en interesseorganisation, der arbejder for, at Danmark reducerer sit energispild.
- Det er hamrende ærgerligt – først og fremmest for borgerne, der jo må se en endnu større del af deres skat gå til energiforbruget i de kommunale bygninger. Vi har længe inden energikrisen forsøgt at få politikerne til at tage ansvar for deres egne bygninger og stille krav til energieffektiviteten. Både fordi det er godt for klimaet, og allerede inden krisen var en rigtig god investering. Desværre har forslaget ikke kunnet mønstre et politisk flertal bag, og derfor rammer energikrisen mange kommuner ekstra hårdt, siger Bendt Bendtsen, der er bestyrelsesformand i Synergi, i en pressemeddelelse.
Ikke flertal i Folketinget for forslag om energirenovering
Der er meget energi, og dermed penge at spare ved energioptimeringer. En bygning med energimærket G bruger således ca. 10 gange så meget energi som en tilsvarende bygning med energimærke A.
Sidste år diskuterede Folketinget et beslutningsforslag om, at kommunerne hvert år skal energirenovere 3 pct. af deres bygningsmasse. Det lykkedes dog ikke at samle de nødvendige mandater.
Udspillet flugtede med et forslag til et opdateret EU-direktiv for energieffektivitet, der ventes endeligt vedtaget næste år. Derfor bliver energirenoveringskrav til kommunerne formentlig alligevel en realitet.
- Det bedste havde jo været, hvis vi i Danmark havde udvist rettidig omhu, stillet renoveringskrav og allerede var godt i gang med at høste gevinsterne af en grønnere bygningsmasse. Det er vigtigt at huske på, at der ikke er tale om at kaste penge ned i et sort hul. Energirenoveringer er særligt med de nuværende energipriser en særdeles rentabel investering med kort tilbagebetalingstid, der på få år frigiver millioner af kroner, der fx kan bruges på bedre skoler og plejehjem i stedet for på gas og el, siger Bendt Bendtsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.