HOLBÆK OG ODSHERRED: Der er nu fælles fodslag mellem Odsherred og Holbæk kommuner omkring den fremtidige vindmølleplacering på Lammefjorden, oplyser de to kommuner.
På et møde onsdag deltog borgmester Finn Madsen (S) og Teknik og Miljø-udvalgsformand Henrik Jensen (K) fra Odsherred samt borgmester Jørn Sørensen (RV) og formand for Udvalget for Teknik og Miljø Søren Christensen (V) fra Holbæk.
Efter gennem længere tid at have undersøgt forskellige muligheder for vindmølleplaceringer - bl.a. langs Rute 21 - er der nu opnået enighed om, hvor vindmøllerne skal stå.
- Placeringen er identisk med det oprindelige forslag til vindmølleplacering. Dog er der på baggrund af borgerinddragelsen i forbindelse med lokalplanen reduceret med fem møller på Odsherred-siden og med tre møller på Holbæk-siden, forklarer Jørn Sørensen.
Ny offentlighedsperiode i efteråret
Dermed er det planen, at der skal stå tolv møller i Holbæk og tre møller i Odsherred. De nye forslag til lokalplaner og tillæg til kommuneplaner vil således blive fremlagt på de to kommuners byrådsmøder den 26. august 2009.
- Herefter vil der blive en ny offentlighedsperiode hen over efteråret 2009. Og planerne ventes endeligt vedtaget inden udgangen af året, fastslår Finn Madsen.
De to borgmestre understreger slutteligt, at kommunerne - og energiselskabet Vattenfall som skal stå for vindmøllebyggeriet - i øjeblikket drøfter en model for, hvordan de berørte naboer til vindmøllerne bliver kompenseret for værditab af deres ejendomme.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.