ODENSE: Et enigt by- og kulturudvalg i Odense Kommune besluttede tirsdag at skrotte de bycykler, som kommunen gennem en kontrakt med firmaet AFA JCDecaux har stillet gratis til rådighed i op til 24 timer ad gangen for borgere og turister. Det beretter flere fynske medier.
Bycyklerne er ganske enkelt blevet brugt for lidt. En sammentælling, som Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i, viser, at cyklerne kun blev brugt syv gange om dagen i gennemsnit i turisthøjsæsonen i juni og juli. Og det tal gælder vel at mærke for de knap 100 bycykler tilsammen. Bycyklerne har været meget lidt benyttet i Odense i årevis, men fremkomsten af udlejningsfirmaer, der har placeret elløbehjul i byen, har gjort ondt værre. Ved at kunne efterlades hvor som helst tilbyder de netop den fleksibilitet, som bycyklerne har manglet.
- Nu stopper vi den pinsel. Cyklerne bliver ikke brugt, og det er penge ud af vinduet at fortsætte med at vedligeholde bycyklerne, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) til TV2 Fyn.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.