ODENSE / SYDDANMARK: Forældre, der kommer på akutmodtagelsen hos børne- og ungepsykiatrien med deres barn, vil fremover blive spurgt til, om de kan hjælpes videre. Det sker med den nye indsats 'Fremskudt Kommune' i et samarbejde mellem Odense Kommune og Region Syddanmarks psykiatriske afdeling i Odense.
På den måde kommer der tættere sammenhæng mellem de offentlige tilbud, og forældrene oplever, at det bliver nemmere at sige ja tak til yderligere hjælp.
Det er heldigvis de færreste børn, som har behov for indlæggelse eller videre psykiatrisk behandling. Men hvis det er, kan det være svært at række ud efter.
- Men nu er der hjælp på vej, vi har nemlig sat stik imellem Odense Kommune og Børne- og Ungdomspsykiatrien, sådan at kommunen griber de familier, der ikke umiddelbart skal hjælpes på sygehuset. Jeg er sikker på, at vi ved at lukke dette hul kommer til at gøre det lettere for familierne at få den rette hjælp, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R).
Kommunal rådgiver hjælper videre
Familien tilbydes en samtale med en kommunens familierådgiver, inden de sendes hjem. Familierådgiveren har bred viden om det kommunale system og kan fx guide videre til en skolepsykolog eller andre relevante fagpersoner eller familiebehandler.
Odense og Syddanmarks øgede samarbejde kommer også i forlængelse af det tidligere på ugen foreslåede samarbejde 'Psykiatriløftet', som 44 organisationer står bag til regeringen.
Ifølge Odense Kommune er sundhedsvæsnet udfordret af, at flere både børn og voksne får psykiske lidelser. Derfor er den direkte adgang og fremstrakte hånd helt oplagt.
- Det kan være svært at finde ro med beskeden om, at ens barn ikke er dårlig nok til det psykiatriske system, for det løser ikke den situation, som forældrene står i. De ved ikke, hvad de skal gøre og gribe i, derfor er de mødt op i akutmodtagelsen. Her vil det nye tilbud uden tvivl gøre en stor forskel for mange, der nu lettere kan tage hjem igen og føle sig tryg ved, at fagpersoner vil træde til, siger Ulla Skov Jørgensen, der er ledende overlæge i Børne- og Ungdomspsykiatri Odense.
I første omgang er 'Fremskudt Kommune' et forsøg i regi af 'Fremskudt Psykiatri' og skal evalueres i efteråret 2020.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.