
Lønmodtager-siden på regionernes område er flækket i to. De forbund, der hører under LO, har ifølge FOA-formand Dennis Kristensen sagt ja til en aftale på regionernes område, mens FTF og Akademikerne har sagt nej til samme aftale, dog er FTF-forbundet Dansk Socialrådgiverforening med på ja-siden.
Danske Regioners chefforhandler Anders Kühnau kalder det 'et gennembrud'.
- Vi sikrer en mærkbar lønstigning for de medarbejdere, der er omfattet af aftalen, ro om spisepausen, en række forbedrende barselsvilkår samt en ny ferieaftale, siger han. Den 'mærkbare lønstigning' dækker over en lønramme på 8,1 procent over tre år samt en aftale om det såkaldte privatlønsværn, der sikrer en tilnærmelsesvis parallel lønudvikling med det private arbejdsmarked.
Anders Kühnau pointerer, at 'Det her er en aftale som vi har indgået, og som man har mulighed for at tilslutte sig' og afviser dermed yderligere forhandlinger med de fagforeninger, der står udenfor aftalen. FTF og Akademikerne kan enten tilslutte sig den aftale, som regionerne og LO-gruppen forhandlede på plads natten til onsdag eller tage en konflikt, er holdningen.
De deltagende fagforbund er tilfredse med nattens aftale.
- Vi kan sætte flueben ved vores krav. Derudover har fået afskaffet det helt uretfærdige privatlønsværn og dermed sikret, at offentlige ansattes løn fremover følger lønnen for private kolleger, hedder det i en kommentar fra LO-fagforeningerne FOA, HK Kommunal, 3F, Socialpædagogerne, Dansk Metal, de øvrige håndværkerorganisationer og Teknisk Landsforbund samt FTF-fagforeningen Dansk Socialrådgiverforening.
De øvrige fagforeninger udtrykker skuffelse over splittelsen. Ifølge Akademikerne er det spisepausen, der har delt parterne.
- Jeg synes, det er drøn-ærgerligt. Jeg så gerne, at vi var enige om, hvad vi gik efter, siger Akademikernes formand Lars Qvistgaard. Han kalder situationen 'irriterende', men forhandlingsfællesskabet fortsætter forhandlingerne for en anden aftale, oplyser han.
Chefforhandleren for lønmodtagerne på regionernes område, Grete Christensen fra Dansk Sygeplejeråd, erklærer sig 'overrasket' efter mange udtalelser udtalelser de seneste dage og betydningen af at stå sammen. 'Lige nu og her tyder det på, at det ikke betyder så meget', sagde hun i nat.
Både Danske Regioner og LO-fagforeningerne opfordrer derimod til at flere forlig vil følge det første eksempel fra i nat.
- Det er så lidt, der skiller os ad, så der er simpelthen ingen grund til at kaste landets hospitaler og sygehuse ud i en konflikt, siger Anders Kühnau, mens fagforeningerne i en udtalelse 'håber at forliget kan bane vejen for en løsning for alle'.
Ritzau+mk
Fakta
Aftalen mellem Danske Regioner og LO-forbundene indeholder følgende elementer:
- En lønramme på 8,1 pct. over tre år, herunder:
Generelle lønstigninger på 6,1 pct. og forventet udmøntning fra reguleringsordningen på 0,71 pct.
Midler til de enkelte organisationers forhandlinger på 0,35 pct.
Puljer til særlige formål og prioriterede grupper på 0,34 pct. - En reguleringsordning, der ikke længere indeholder et såkaldt privatlønsværn, men sikrer en tilnærmelsesvis parallel lønudvikling med det private arbejdsmarked.
- En betryggelse om den betalte spisepause.
- En række forbedringer vedrørende barsel mm.
- En ny aftale om ferie.
- Et projekt med fokus på arbejdsmiljøet.
Kilde: Danske Regioner
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.