Et fravær af en aftale om lærernes arbejdstid får ikke socialpædagogerne til at strejke siger Socialpædagogernes forbundsformand Benny Andersen efter nattens delaftale mellem Danske Regioner og fagforeningerne under LO, som FTF og Akademikerne står udenfor.
- Vi kom sammen, og vi gik sammen i forhold til de krav, som vi har opstillet i solidaritetspagten. På det regionale område har det handlet om løn og sikret spisepausen, siger Benny Andersen.
I har sagt 'en løsning for alle'. Er der ikke opstillet to løsninger nu?
- Sådan ser jeg ikke på det. Der er fundet en løsning for alle, der vil være med på det regionale område. Man skal huske, at 2. marts vedtog samtlige organisationer et fælles konfliktgrundlag. Det grundlag siger, at vi er klar til at gå i konflikt, hvis vi ikke fik en stigning i realløn. Så var der nogle andre knaster.
Det må vel så betyde, at lærernes arbejdstid er ikke en konfliktgrund?
- I konfliktgrundlaget samlet set, som er vedtaget i fællesskab, handler det om reallønsfremgang og parallel lønudvikling.
Og ikke lærernes arbejdstid?
- Det er en knast. Det er ikke en del af det fælles konfliktgrundlag, som vi vedtog sammen.
Heller ikke HK/Kommunals Bodil Otto vil efter nattens forlig forpligte sig til en aftale om lærernes arbejdstid eller strejke.
- Vi har hele tiden sagt, at vi vil hjælpe lærerne så langt i mål, som vi kan. Vi har også sagt, at spørgsmålet om akademikernes spisepause skal løses i et eller andet omfang. Vi har kigget på de formuleringer, der er, og vi har haft jurister til at hjælpe til, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.