
KØBENHAVN: Ole Birk Olesen, der er tidligere transportminister for Liberal Alliance, vil stille op til Københavns Borgerrepræsentation ved kommunalvalget næste år. Det siger han til Berlingske og skriver selv på Facebook.
Ole Birk Olesen er en af partiets tre tilbageværende medlemmer på Christiansborg og er bolig-, EU-, finans-, indenrigs-, skatte-, social- og transportordfører. Han er desuden partiets gruppeformand.
Han mener dog ikke, at det vil være for meget også at sidde i Københavns Borgerrepræsentation.
- At være i kommunalpolitik er jo ikke en fuldtidsstilling. Det er en deltidsstilling ved siden af et andet arbejde. Mit arbejde er så at være folketingsmedlem, men jeg kunne også have været skolelærer, arkitekt eller ejendomsmægler, siger han til Berlingske om at være folketingsmedlem og kommunalpolitiker på samme tid.
Til avisen fortæller Ole Birk Olesen, at han, hvis han bliver valgt ind, vil arbejde for at gøre København mere attraktiv for virksomheder, og at han føler sig mere og mere som en københavner.
- Jeg synes ikke, man gør nok for at bryde den røde dominans i København. Vi borgerlige står ikke særligt godt i hovedstaden, og derfor har vi en ekstra interesse i at stille med nogle kandidater, som almindelige mennesker faktisk kender, siger han til avisen.
Ved Folketingsvalget i 2019 fik Liberal Alliance 2,6 pct. af stemmerne i Københavns Storkreds, der også tæller Amager. Ved kommunalvalget i 2017 fik partiet 3,9 pct. af stemmerne.
Hvis Liberal Alliance skulle få nok stemmer nok til en borgmesterpost i København, vil det ikke blive Ole Birk Olesen, der tager den.
- Hvis vi mod forventning skulle få så godt et valg, vil jeg koncentrere mig om at være leder på rådhuset, men så er jeg sikker på, vi vil kunne finde en anden, der er god til det, siger han til Berlingske.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.