
En af de sidste, men meget afgørende knaster i opgave- og strukturreformen, nemlig kompensationen til Værløse Kommune for en sammenlægning med fallitramte Farum, er blevet genstand for endnu et partitaktisk slagsmål mellem regeringen og Socialdemokraterne. Det Radikale Venstre har vaslgt at melde sig ud af slagsmålet, og støtter dermed for en gangs skyld ikke Socialdemokraterne.
Efter at Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har undsagt den aftale, som indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sidste uge indgik med Værløse Kommune, har ministeren inviteret Thornings-Schmidt til et afklarende møde, men hun vil kun sende en forhandler for partiet.
En vred Lars Løkke Rasmussen kommenterede i dag hendes afslag:
- Det kan jo ikke nytte noget, at Socialdemokratiet den ene dag vil lave aftaler med os og løfter armene i vejret og siger "Se hvor vi kan", for næste dag at trække tæppet væk under nogle løsninger, der også hviler på aftaler med dem selv, siger Lars Løkke Rasmussen. Han mener at de socialdemokratiske forhandlere har nikket ja til Furesø-aftalen under forhandlinger i hans ministerium.
Kommunalordfører Ole Stavad (S) som er "dybt forundret over, hvad det er for et spil" regeringen har gang i. Han afviser at have "nikket". Han tog tværtimod forbehold.
- Så snart Socialdemokraternes formand er ude og mene noget som helst, så ser regeringen åbenbart en interesse i at køre tingene op i en spids i stedet for at passe deres arbejde og indkalde til forhandlinger, siger Ole Stavad.
Socialdemokraterne er utilfredse med at regeringen har foræret Flyvestation Værløse til Furesø Kommune, uden at sagen har været drøftet af partierne som har indgået forsvarsforliget. Partiet ønsker heller ikke, at et tilskud til Værløse Kommune på 50 millioner kroner om året i 15 år skal komme fra hovedstadsudligningen.
Lars Løkke Rasmussen gør opmærksom på, at flyvestationen i forsavrsforliget har en værdi af kun 25 millioner kroner.
- Hvis man går rundt og tror, at flyvestationen er 1 mia. kroner værd, så hviler det på ekstreme misforståelser, siger han.
Det Radikale Venstres leder, Marianne Jelved, har i dag udtalt at regeringen og Socialdemokratiet "selv må finde ud af det". Partiet støtter den aftale om Furesø Kommune, som foreligger i dag.
lg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.