Om at finde vej i fremtiden

Disse i dag bevingede ord er moralen fra Ludvig Holbergs ”Den politiske kandestøber”. Den blev første gang opført på Lille Grønnegade Teatret i København den 26. september 1722, som Holbergs første komedie og det første danske originale skuespil på dansk.

Det er hovedpersonen, den københavnske kandestøber, den fallerede, elendige håndværker Herman, der efter sit politiske eventyr, hvor han et stykke tid får opfyldt sine drømme som borgmester Herman von Bremenfeld, må indse, at verden – selv ikke den lille københavnske – er helt så nem og enkel.

Det er jo en morale, som mange sidenhen har måttet erkende er rigtig – temmelig mange uden at drage konsekvensen. Den er lige så skarp og gyldig i dag. Og endnu mere ubarmhjertig, hvor det ikke blot handler om at styre en by eller et land – men om at manøvrere i det globale samfund.

Finanskrise
Den særdeles aktuelle finanskrise har vist, klart og tydeligt, at ingen af de mange kort – landkort eller søkort – i form af teorier og ideologier, der er blevet brugt som styringsinstrumenter, har vist sig egnede. Der har været kriser før, og der har været teorier og kort parat til at lede os ud af disse kriser. Men, næppe nogensinde før har der været så meget vildrede om, hvad der nu skal gøres.

At der er tilbud om teorier siger sig selv – det har der været siden Kandestøberens tid. Ser man på de klassiske politiske grupperinger, højre, venstre, liberale, har de alle mange bud.
Og de gamle teoretikere tages frem og støves af – de teoretikere, som nogle tager sig den frihed at kalde ”poltergeister”.

Karl Marx: Das Kapital” – som udgivelsesmæssigt, 1867 ligger nogenlunde midt imellem ”Den politiske kandestøber” og vor tid, oplever ny voksende interesse, hvor man så arbejder med at lægge nye begreber som f.eks. kompetencebegrebet, vidensøkonomien og kreativitet ind i hans teorier og mener, at man i et nyt perspektiv kan se en form for nymarxisme som en vej ud af krisen. Det må da også medgives at i et meget stringent politisk perspektiv, ser nogle af indgrebene fra de vestlige regeringer ud som vejen til en form for statssocialisme. Og det diskuteres så indgående af lærde mennesker.

Alle politiske retninger
Også en anden af de store nationaløkonomer John Maynard Keynes (1883-1946) tages nu frem – både fra højre og venstre – med påstanden om, at han allerede i ”The General Theory of Employment, Interest and Money”, 1936 gav opskriften på, hvordan krisen i dag bør håndteres.
Bortset fra i teoretiske diskussioner har hans tanker ikke været bragt ud i virkelighedens verden men været udsat for ”klip en hæl og hug en tå”-princippet, formet efter diverse politikeres og økonomers egne ideologier.

I øvrigt ser det ud til at nogle af hans tanker og Marx’s ikke er så fjernt fra hinanden – og som sagt bliver begge i dag taget til indtægt af stort set alle politiske retninger. F.eks. viser en undersøgelse refereret i Dagbladet Børsen den 29. december 2008, at syv ud af ti danske topchefer vil have politikerne til at stimulere økonomien via en vækstpakke. Noget af en kursændring må man mene.

Og den helt store, grundlæggende økonomiske tænker Adam Smith (1723-1790), som i 1776 udgav ”An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations” - Nationernes Velstand - en bog, som kom til at grundlægge både den økonomiske videnskab og den økonomiske liberalisme holder vand endnu på mange områder især med hensyn til teorien om, at det – også for nationer – kan betale sig at specialisere sig til det, man er relativt bedst til og så i øvrigt sørge for frihandel og afskaffe statslige monopoler.

Det er der så nogle nationer der i dagens situation har noget vanskeligt ved at fastholde. Derimod er hans tanker om ”den usynlige hånd”, netop ved at blive helt usynlig på grund af de negative konsekvenser, som han også selv gjorde opmærksom på, kunne forekomme. Usynlig bortset fra hos en lille skare hårdnakkede tilhængere, der mener, de har forstået meningen med den bedre end alle andre.

Og således er alle de grundlæggende økonomiske teorier genstand for mere eller mindre forstået brug og nyvurdering.

Soldater i alperne
Vores situation i dag minder meget om den amerikanske sociolog (1936- ) Karl E. Weicks fortælling (”Making sense of the organization”, Blackwell Publishing 2001) om en deling soldater, der under vintermanøvrer var faret vild i Alperne i Schweiz. De blev udsat for en kraftig snestorm i to dage og mistede fuldstændigt overblikket over, hvor de befandt sig.

Til alt held viste det sig, at en af soldaterne havde et landkort i en af sine lommer. De fulgte kortets anvisninger meget nøje – deres liv afhang af det. De fandt i god behold tilbage til hovedstyrkens lejr. Da en af officererne granskede det mirakuløse kort nærmere, viste det sig, at det var et kort over Pyrenæerne!

Aktiv handling
Der er flere moraler i denne beretning. For det første, at det var et kort over nogenlunde samme type landskab, delingen befandt sig i. Bjergegne har visse fællestræk. Hvis det havde været et kort over f.eks. Disneyland, ville problemet nok have været endnu større. For det andet havde soldaterne i delingen et klart fælles mål – for at overleve måtte de sammen finde tilbage til basen.

Og det mest afgørende er, at aktiv handling er bedre end nok så mange planer og strategier. Det drejer sig om at få mennesker til at bevæge sig, tænke klart og omhyggeligt observere deres omgivelser og resultaterne af deres handlinger. Frustration og forvirring bliver vendt til optimisme og handling, så man kan finde vej til målet.

frem med kortet
Både i det store billede og i det helt lokale er det i dag vigtigt, at man nu stopper de ideologiske diskussioner og hurtigt får tegnet kortet over vejen frem. Det er ikke usandsynligt, at noget fra de gamle kort skal tegnes ind i det nye landskab. Både Marx, Keynes og Adam Smith – for blot at nævne nogle – kan bruges i visse sammenhænge, måske især i kombinationer og ikke som isolerede ideologier. Når det ”lokale” nævnes i denne sammenhæng er det for at pege på, at der desværre er en overhængende fare for at den tilstundende kommunale valgkamp både vil grave skyttegrave og medvirke til, at der intet positivt sker i kommunerne næsten fra nu og til den endelige konstituering, således at finanskrisens virkninger akkumuleres på det lokale niveau.

Der skal sikkert også helt ny tænkning til på det økonomiske område. På mange områder i samfundet ses fordelene ved tværfaglig nytænkning. Der er højst sandsynligt fornuft i at begynde at se endnu mere grundigt på det arbejde, der udføres af økonofysikere – mennesker, der med naturvidenskabelig uddannelse som baggrund ser på økonomiske problemstillinger og udfører kvantitative analyser af finansmarkederne. Det er allerede begyndt i en række finansielle institutioner. Og man kan forestille sig, at psykologi og resultaterne af forskningen i social kapital vil kunne bidrage med yderligere indsigt.

Yunus
En anden vej til inspiration kan være mikroøkonomien. Nobelpristageren Dr. Muhammed Yunus, har med Grameen (mikro)Bank, vist, hvordan social og økonomisk udvikling kan gå hånd i hånd, gennem at yde “mikrolån” til fattige bønder, landsbybeboer, osv. kan vende udvikling fra håbløshed til gavn for det lokale samfund. Filosofien kan måske i anden form overføres også til de rigere samfund – især med hensyn til etikken og social ansvarlighed og kapital fordi den grundlæggende er baseret på tillid – en mangelvare på finansmarkederne i de udviklede lande i dag.
Grameen Bank er en udviklingsbank funderet på at udstede mikrokreditter (dvs. små lån) til fattige, og specielt til kvinder, uden krav om at stille sikkerhed. Banken er startet i Bangladesh i 1979 af Muhammad Yunus og har senere udviklet sig via et netværk, som i dag er etableret i mere end 43 lande.

’Ideologi er noget bras!’
Skal vi finde det landkort eller søkort, der kan lede vejen ud af den øjeblikkelige krise, må vi med Poul Schlüters ord indse, at ’Ideologi er noget bras!’. Det har han efterfølgende, fra alle sider, fået voldsom kritik for at sige. Men han har også sagt, at det gælder om at frigøre mennesket fra ideologiernes åndelige åg, fra tvangsrecepter og fastlagte dogmer, som de fleste ideologier plager menneskeheden med.

Vi kan ikke finde en indretning af økonomien og finanspolitikken eller staten, som gælder for altid og under alle forhold og det er omsonst at lede efter den. I en omtale af Adam Smith skriver professor Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d., Institut for Statskundskab Københavns Universitet i Berlingske Tidende, at allerede Adam Smith fremhævede, ’at man som menneske begår hybris hvis man tror, at man er i stand til at designe det ”ideelle” samfund. Det er topmålet af arrogance at tro, at man kan planlægge og skabe alt forfra:

”Det er at ophøje sin egen dømmekraft til den overordnede standard for ret og uret. Det er at smigre sig selv med, at han er den eneste vise og værdige person i samfundet, og at hans medborgere skal underordne sig selv til ham og ikke han til dem”. Det kommer der sjældent noget godt ud af’.