Onde Henrik er bekymret på det kommunale selvstyres vegne

KOLDING: ’Kulturpave’, ’Onde Henrik’, ’Så selvglad, at hvis han var af chokolade, ville han ende med at spise sig selv’. Alle de personlige prædikater remser den nu afgående Kolding-politiker op som eksempler på den i hans øjne mere og mere skarpe tone, han har mødt i politik.

Samme tone, der her i foråret var medvirkende til at få ham til at droppe sine politiske poster som økonomiudvalgsmedlem i den jyske provinsby og samtidig formand for KL’s Børne- og Kulturudvalget – til fordel for en ønskestilling som rektor for Erhvervsakademi Vest i Esbjerg. En del af hans baggrund er dog også en erkendelse, at det som radikal er ekstremt svært at nå en borgmesterpost, og at han i den kommunale verden reelt næppe kan nå højere end formandsposten for et af KL’s tunge udvalg.

I dag tager han imod i Det Grå Værelse på Kolding Rådhus, mens han har overladt budgetforhandlingen til sin efterfølger i Økonomiudvalget, der under interviewet også lige må ind og konferere lidt med sin forgænger.

Strejken blev min skyld
- Jeg havde aldrig før oplevet – efter nu ti år og ti måneder i politik – at jeg havde talt ned til sommerferien, funderer lokalpolitikeren, der for nylig så sig selv afbildet på DFU-plakater som kulturpave sammen med borgmester Per Bødker Andersen (S) i Chr. IV-dragt.

- Men jeg blev så også lige ramt i hovedet af min KL-position, da en venlig BUPL-formand erklærede, at Kolding var udpeget til konflikt på grund af mig. Fanden! Der stod jeg selv under strejken og skiftedes til at passe fem knægte i nabolaget: Kunne det virkelig passe, at politik er blevet så personlig?

- Strejken og alle de problemer, det gav forældre i Kolding, kunne folk altså sige, at var ’Henrik Larsens skyld’. Jeg forsøgte at få den lokale formand til at gi’ en kvajebajer, men han fastholdt, og det lykkedes ikke at demontere det synspunkt.

- Blevet mere nærtagende med årene? Det synes jeg egentlig ikke. Overordnet set skal der jo være frit slag, men der er efterhånden ingen nedre grænse for personangrebene. Under en debat om ældremad har jeg oplevet en tidligere DF-kvinde ønske, at jeg ville blive kvalt i kølemad!

Kommunen som fællesskab
- Altså, jeg kan forstå, hvis X og Y ude i Jordrup er vrede over at miste 7. klasse på skolen, og der så ryger en finke af panden. Men den hårde tone er for længst rykket ind i byrådssalen, hvor den er blevet markant mere personlig. Der synes jeg altså, at selv om vi er rygende uenige, må vi afholde os fra personangreb og holde os til de saglige argumenter.

- Jeg hører det samme fra andre kommuner – et klassisk eksempel er for tiden Borgerrepræsentationen i København. Det er lige før, vi kunne bruge et hefte om ’Takt og tone’, hvor punkt et kunne være at gå efter sagen og ikke personen.

En anden kæphest for den nu afgående byrådspolitiker er, hvordan kommunen som fællesskab – ordet betyder fælles – er ved at smuldre. Hvordan den enkelte tidligere var borger i et fællesskab, mens mange i dag i højere grad opfatter sig som brugere af en service-udbyder. Og det får bl.a som konsekvens, at vi som politikere mister argumenter.

- Tidligere kunne man argumentere for en indskrænkning på skoleområdet med at ville skåne ældreområdet. Det møder ingen forståelse i dag, hvor stærke brugerorganisationer på alle områder ser ganske snævert på, om der er fordele for mig i det.

- Et eksempel, jeg ikke vil glemme, er en skolebestyrelse, der seriøst foreslog at vente tre år med en bestemt besparelse. For så ville den ikke gå ud over netop deres børn. Tyndt? Ja, men de mente det.

Ekstrem frustration
- Tendensen ser man mange steder, hvor vi f.eks. på skoleområdet i Kolding har gjort meget ud af kurser for skolebestyrelserne og slået på de muligheder for indflydelse, de har: Satse på idræt, musik eller hvad de nu vil. Men sidste år nægtede bestyrelserne at tage ansvaret for at fordele en række uundgåelige besparelser på deres skoler. Og det frustrerede mig ekstremt. Jeg forsøgte at holde lav profil, men det gik mig frygteligt på: Man kan ikke bare være med på det nemme. Noget er sjovt og noget er surt. Og man kan da ikke bare skride væk og sige ’jeg gider ikke’, når man er valgt til politisk arbejde.

- Det er igen et billede på, hvor det lokale demokrati er på vej hen: Man vil gerne sikre sig selv og sine, men ikke tage et ansvar for helheden. Det samme mønster ser han i idrætslivet, hvor mange forældre ikke selv tager ansvar som frivillig i foreningslivet, men ser på aktiviteten som decideret pasning.

Når han ser tilbage på sine næsten 11 år i kommunalpolitik ser Henrik Larsen en bevægelse mellem to yderpunkter, hvor det ideelle midtpunkt gerne skulle være det samarbejdende folkestyre. Den ene yderlighed mødte han i de første år: Det sammenspiste folkestyre, hvor de gamle drenge i Kolding kørte det hele, som de plejede. Socialdemokraterne fik lidt til skolerne, og så fik venstrefolkene lidt til idrætshallerne.

Dropper helheden
I dag møder han den anden yderlighed – det splittede folkestyre, hvor stærke organisationer slår på særinteresser, hvor det kommunale råderum bliver mindre, hårdere debatklima og manglende lyst til at tage ansvar for helheden. Og den nyeste tendens til mindre byråd advarer han også imod: Så ender det jo med, at kommunerne kun styres af to partier – S og V – på nær Nordsjælland, hvor også konservative står stærkt. Og så kan kommunestyret for alvor miste legitimitet i befolkningen.

- Om jeg gi’r op? Næ. Men jeg kunne mærke min irritation i maven i større og større grad, f.eks. op til de kvartalsmæssige brugernævnsmøder. Og jeg ønsker ikke at ende som en gnaven gammel mand, så det føles ganske enkelt som et år fra mine skuldre, nu hvor jeg ikke skal læse en urimelig stor bunke bilag fra økonomiudvalget op til weekenden, men bare kan være sammen med min familie.

På falderebet kan den radikale snart ex-politiker ikke lade være med at kaste et par politiske statements af sig. For ham at se er der nemlig god grund til at tænke nyt omkring, hvad borgeren har behov for og ikke nødvendigvis krav på:

- Jeg har f.eks. ikke problemer med, at whisky- og ølsmagerkurser får kassen smækket i fra det offentlige. Der kan jeg sagtens leve med en skarpere grænse for, hvad velstillede folk kan forvente at få tilskud til. Ligesådan med fritidsklubber for børn i 4.-5. klasse. At vi som kommune sørger for klubber i mere belastede dele af byen er i orden, men mange steder fungerer det altså fint med spejdere eller idrætsklubber som initiativtagere.

Ansvarligheden på spil
På ældreområdet er han heller ikke bange for at sige bedre hjælp til færre end samme hjælp til de mange, der i hans øjne får i dag – også mange, der reelt kunne støvsuge selv. Så fri visitering til kommunerne – og farvel til snærende minimumskrav f.eks. på skolernes timetal så han gerne som en ny kommunal vej.

Uden at have løsningen på, hvordan man bedst muligt genskaber den folkelige ansvarlighed omkring skoler, idræts- og fritidsliv, er Henrik Larsen seriøst bekymret for folks fremtidige lyst til at påtage sig kommunalpolitisk ansvar:

- Med den nuværende tendens fra Christiansborg – og jeg mener ikke bare Regeringen, men Christiansborg - til detaljeregulering, puljestyring og styring af skatten, så ender vi med engelske tilstande. Så har man måske nok en mayor og et council, men intet reelt kommunalt selvstyre: Christiansborg skal passe voldsomt på ikke at undervurdere den decentrale vækstkraft.