GRIBSKOV: Mindst 16 gange blev Nanna Kirstine Dahls lejlighed på bostedet Habitushuset Ny Mårumvej rengjort med klorin. Det viser rapporter fra bostedet, som RADIO IIII lægger frem i en podcast.
Det står i skarp kontrast til, hvad bostedets leder har udtalt til politiet. Her udtalte hun, at klorin ikke blev brugt og ikke måtte bruges på bostedet, har RADIO IIII kunnet konstatere ved et gennemsyn af politiets efterforskningsmateriale.
Men ledelsen må have kendt til, at der blev brugt klorin, vurderer lektor i specialpædagogik Ida Marie Mundt.
- Selv hvis ledelsen ikke har vidst det, så er det også misrøgt, for så har de ikke læst dagsrapporterne og har dermed ikke styr på deres egne kvalitetstilsyn, siger hun.
Eva Naur, lektor i socialret ved Aarhus Universitet, bakker op om vurderingen.
- Som ledelse skal man naturligvis være orienteret, inden nogen køber farlige kemikalier, siger hun.
Nanna Kirstine Dahl døde omkring en måned, efter at hun pådrog sig store skader fra et ætsende materiale på bostedet. Nordsjællands Politi har stoppet efterforskningen, men vurderer, at klorin er ét af de rengøringsmidler, som kan have forårsaget hendes skader.
Klorin blev købt for Nannas egne penge
Rapporterne fra bostedet viser, at der blev brugt klorin til rengøring af Nanna Kirstine Dahls lejlighed fra 2017 frem til 2024.
Medarbejdere på bostedet indkøbte klorinen for Nanna Kirstine Dahls egne penge. Det fremgår af en faglig refleksion, hvor medarbejderen efterspørger supervision, fordi vedkommende vurderer, at situationen, hvor Nanna Kirstine Dahls møbler skal vaskes med klorin, er uholdbar.
“Kræver tid, kræfter, clorin som skal købes udenom vores fælleslager for Nannas egne penge,” står der.
Det fremgår af samme rapport, at medarbejderen har brugt klorin, fordi de rengøringsmidler, som bostedet har, ikke tager lugten, når Nanna eksempelvis har tisset i sin sofa.
I en rapport fra januar 2024 står der, at “Nanna fik den helt store skyller, da det var nødvendigt, og det samme gjorde badeværelset. Det har fået klor (klorin, red.) på væggene, toilet og håndvask.”
Fire tidligere medarbejdere siger til politiet, at der blev brugt klorin til rengøring af lejligheden. To kilder siger derudover uafhængigt af hinanden til mediet, at der i 2024 blev brugt klorin til at rengøre hendes lejlighed.
Direktør for Habitus-koncernen, Martin Godske, har ikke ønsket at kommentere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.