AKTUELT:FV26Finanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Alle børn og unge i skolealderen skal gå til mindst én fritidsaktivitet. Det er ambitionen med Fritidsmissionen.
DGI

Otte kommuner er med i Fritidsmissionen

Kommuner, skoler og frivillige foreninger skal sammen med DGI finde løsninger, der kan få flere børn og unge ind i fællesskaber.
28. FEB 2026 13.55

Lokalsamfund i otte kommuner landet over deltager i Fritidsmissionen, hvis ambition er at ændre det faktum, at tusindvis af danske børn står uden et fritidsfællesskab efter skoletid. Det skriver DGI, som initierer projektet, i en pressemeddelelse.

De otte steder går lokale aktører på fritidsområdet sammen om at finde løsninger, der kan få flere børn og unge ind i fællesskaber.

- Vi kan gøre mere i idrætsforeningerne for at få flere børn med, og nu tager vi sammen med kommuner, skoler og frivillige foreninger ansvar for det, siger Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI.

Hun understreger, at det ikke er vigtigt, om børnene går til fodbold, teater, rollespil eller spejder, så længe de går til en fritidsaktivitet sammen med andre.

Rødovres borgmester Britt Jensen (S) opfatter projektet som en investering i både børnenes og hele Rødovres fremtid.

- Fritidslivet er ikke bare en aktivitet efter skoletid – det er her, børn finder venner, rollemodeller og troen på egne evner, mener hun.

I tråd med Trivselskommissionen

Fritidsmissionen er på linje med anbefalinger fra Trivselskommissionen, som blev præsenteret for et år siden, og kommissionens formand Rasmus Meyer glæder sig.

- Fritidsfællesskaber giver børn oplevelsen af at høre til og være betydningsfulde. Derfor er det afgørende, at vi strukturelt arbejder for, at flere kan være med, siger han.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) bakker op om missionen om, at alle børn skal gå til mindst en fritidsaktivitet, og kalder det en skam, hvis børn og unge står uden for fællesskaber og forsvinder ind i techgiganternes algoritmer. 

- Børn skal opleve sammenholdet i fællesskaberne og dyrke fritidsaktiviteter sammen med andre, så de bruger mere tid på sport, leg og kreativ udfoldelse, lyder det.

Fritidsmissionen koster 12 mio. at gennemføre i perioden frem mod sommeren 2028 og samfinansieres af DGI og de deltagende kommuner.

Lokalsamfund med Fritidsmissionen 

  • Aabybro (Jammerbugt Kommune)
  • Gødvad (Silkeborg Kommune)
  • Kolt Hasselager (Aarhus Kommune)
  • Bispebjerg (Københavns Kommune)
  • Brønderslev (Brønderslev Kommune)
  • Sydbyen i Viborg (Viborg Kommune)
  • Sophieskolens opland (Guldborgsund Kommune)
  • Islev (Rødovre Kommune)

De enkelte lokalsamfund tager udgangspunkt i et geografisk afgrænset område omkring en eller flere skoler. Som led i Fritidsmissionen vil DGI løbende indsamle data og erfaringer og vidensdele, så missionen kommer børn og unge i hele landet til gavn.

dotn

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/otte-kommuner-er-med-i-fritidsmissionen

GDPR