Containerne med småt brændbart bliver ikke besøgt helt så ofte som tidligere. Mængden af affald, der ender i småt brændbart, har været faldende de sidste ti år, fortæller Dansk Affaldsforening ifølge DR Østjylland.
Et af de steder, som virkelig har forsøgt at sætte genanvendelse i fokus, er genbrugspladsen med navnet Værdiparken i Skanderborg.
Her hedder småt brændbart og stort brændbart ’småt til energi’ og 'stort til energi'. I stort til energi ligger sofaer, springmadrasser og store gulvtæpper, mens en kontorstol burde være i jern og metal, da det fylder mere end den polstrede del i stolen.
Det fortæller afdelingsleder for Renosyd i Skanderborg og Odder Kommune Casper Bæk Nielsen.
Pædagogiske rammer
Rent træ bliver genanvendt til spånplader til for eksempel køkkenmøbler, mens jern og metal bliver smeltet om til andre produkter. På pladsen er store skilte med tal, hvor man kan se, hvad der skal i hver container.
- Det skal være let og ligetil. Overskriften for pladsen var det omvendte supermarked, hvor man kommer med sit affald og skal finde den rigtige hylde og lægge det på, siger Renosyd-direktør Annemette Fuglsang.
- I starten var det forfærdeligt. Ligesom når supermarkedet har flyttet rundt, og man ikke kan finde rundt. Jeg hører mere og mere, at folk er stolte af, at vi har sådan en flot værdipark i Skanderborg.
I Aarhus Kommune ender otte pct. af affaldet på genbrugsstationerne i småt brændbart, og det er en halvering på ti år.
Det samme billede gør sig gældende i Skanderborg og Odder kommuner, fortæller direktør for Renosyd Annemette Fuglsang. Her blev 63,4 pct. affald genanvendt i 2017, mens 57,5 pct. blev genanvendt i 2012.
Men selvom der genbruges mere, så produceres der også mere affald. Dét skal vi stadig være opmærksomme på, mener direktør i Dansk Affaldsforening Mikkel Brandrup.
- Jo mere vækst i samfundet og jo rigere, vi bliver, jo mere affald har vi også produceret historisk. Den kurve har vi ikke knækket endnu. Så selvom vi bliver dygtigere og dygtigere til at genanvende i procent og få mere ud af det affald, vi producerer, så vokser den samlede mængde fortsat, siger han til DR Østjylland.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.