Regeringen og fire partier har tirsdag indgået en aftale om folkeskolen, der vil medføre mindre central styring og en slankning af læreplaner. Aftalen vil ifølge forligspartierne give mere lokal frihed, mens den understøttende undervisning afskaffes.
De meget omstridte læreplaner fornys og slankes, hedder det i aftalen, som regeringen har indgået sammen med Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti.
Ændringen og slankningen af læreplaner bliver ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) nok "den største enkeltstående ændring", siger han på et pressemøde med forligspartierne.
Mere valgfrihed
Aftalen består af 33 initiativer, der årligt prioriteres med 740. mio. kr. Derudover er der en række engangsinvesteringer til f.eks. flere fysiske bøger, hvilket sker efter at man er gået væk fra skærmbaseret undervisning. Der investeres desuden 2,6 mia. kr. i flere faglokaler.
Den større valgfrihed kan bl.a. ske gennem lokale beslutninger. I stedet oprettes der en timebank, der også skal erstatte den understøttende undervisning, og som kan bruges på at løfte kvaliteten f.eks. i form af undervisning med to lærere eller pædagoger.
Som et led fjernes også flere flere af de 4.000 bindende og vejledende mål, som skal sikre, at lærerene får mere frihed i undervisningen, skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelse.
Mere praktisk undervisning
Forligspartierne har med aftalen skabt dobbelt så mange valgfagstimer i 8. og 9. klasse og skabt mulighed for, at de ældste elever kan komme i såkaldt juniormesterlære. Her vil man en-to dage om ugen være i praktik på en virksomhed, erhvervsuddannelse eller lignende og de resterende dage have almindelig undervisning i folkeskolen.
Undervisningen, for de der vælger at komme i juniormesterlære, skal som minimum omfatte dansk og matematik, og der laves en afgangseksamen, der skal give adgang til erhvervsuddannelserne.
Udover det vil forligskredsen gøre erhvervspraktik obligatorisk for alle elever og der oprettes et fag om teknologiforståelse.
Læs hele aftaleteksten her.
Initiativer i aftalen
Frisættelse af folkeskolen og mere indflydelse til skolebestyrelserne
- Fornyelse og slankning af folkeskolens læreplaner, lempede bindinger i Fælles Mål
- Frihed til kortere skoledage og afskaffelse af understøttende undervisning
- Frihed til lokale beslutninger om bevægelse i skolen
- Afskaffelse af centralt krav om lektiehjælp og faglig fordybelse
- Afskaffelse af centralt krav om fuld kompetencedækning i indskolingen
- Afskaffelse af centralt krav om den obligatoriske projektopgave i 9. klasse
- Afskaffelse af krav om læseplaner i folkeskolen
- Mulighed for karakterer på 6. og 7. klassetrin
- Bedre mulighed for at inddrage frivillige foreninger
- Bedre praksis for brug af Aula, herunder arbejdsgruppe om anbefalinger til det gode skole-hjem-samarbejde
- Repræsentation af det lokale erhvervsliv mv. i skolebestyrelsen
- Ret til at skolebestyrelsen deltager i skoleudviklingssamtalen
- Kompetenceudvikling målrettet skolebestyrelserne
- Serviceeftersyn af kvalitetstilsynet
- Frihedskampagne
Mere praktisk undervisning og valgfrihed til de ældste elever
- Juniormesterlære i udskolingen
- En markant investering i bedre faglokaler mv.
- En halv milliard til bøger
- Flere praktiske fag og større valgfrihed i udskolingen, herunder mulighed for valgfag uden for almindelig undervisningstid
- Teknologiforståelse som ny faglighed i folkeskolen
- Ny timetalsfordeling
- Lettelse af prøvetrykket i folkeskolen
- Erhvervspraktik til alle
Ro og rammer – nødvendigt for nogle, godt for alle
- Styrket indsats for de mest udfordrede elever i dansk og matematik
- Præcisering af regler mhp. at støtte kan gives til hele klassen
- Lovforberedende ekspertgruppe om regler på inklusions- og specialundervisningsområdet
- Kompetenceudvikling i specialpædagogik, klasseledelse mv.
- Flere pædagogiske kompetencer tæt på eleverne
- Pædagogisk indsatsplan
- Afskaffelse af krav om intelligenstest
- Forsøg med onlineundervisning for børn med langvarigt bekymrende fravær
- Undersøgelse af langvarigt bekymrende fravær
- Drøftelse af Trivselskommissionens anbefalinger med relevans for folkeskolen
/ritzau/mar
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.