
Retten i Nykøbing Falster idømmer Veganerpartiets leder, Henrik Vindfeldt, 30 dages betinget fængsel i sag om ulovlig indtrængen på svinefarm. Hans kæreste er idømt samme straf, mens en bekendt straffes med to ugers betinget fængsel.
Straffen er givet for en episode på en svinefarm på Nordfalster, hvor de tre i maj i fjor lavede videooptagelser af forholdene.
Alle tre har anket sagen til Østre Landsret med påstand om frifindelse.
Retsformand Lone Andersen fortæller, at hun og hendes to domsmænd var enige om at dømme de tre for ulovlig indtrængen. De var også enige om, at det skete under særligt skærpende omstændigheder.
Det var det, fordi de ved deres indtrængen udsatte dyrene for en smitterisiko. Og derved udsatte de svinebonden Jørgen Kjørup for et økonomisk tab eller en risiko for et tab.
Kjørup har i et civilt søgsmål gjort krav på 467.000 kroner. Den sag bliver behandlet i Københavns Byret til marts.
Netop fordi der var tale om særligt skærpende omstændigheder, lyder straffen på fængsel. Normalt ville der være tale om bødestraf.
Derfor får det heller ingen betydning for Henrik Vindfeldts straf, at han også er fundet skyldig i på egen hånd at være trængt ind på et andet svinebrug i Hvalsø i november i fjor, hvor han lavede optagelser.
Her var der ikke rejst tiltale for, at det skulle være sket under særligt skærpende omstændigheder.
Opstillingsberettiget
Veganerpartiet blev i september godkendt som opstillingsberettiget til Folketinget. En del af partiets mærkesager handler om dyrevelfærd og omlægning af den danske landbrugsproduktion.
Man er ikke valgbar til Folketinget, hvis man er straffet for en handling, "som i folks øjne gør dig uværdig til at sidde i Folketinget". Det er dog først efter, at en dømt person er valgt ind, at Folketinget eventuelt kan bestemme, at vedkommende er uværdig, fremgår det på Indenrigsministeriets hjemmeside.
Ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.