
GULDBORGSUND / GRIBSKOV: To borgmesterpartier og 18 andre lokale partier skal have fundet sig et nyt listebogstav til KV21, efter at Indenrigsministeriet har godkendt Veganerpartiet som opstillingsberettiget til Folketinget og tildelt det listebogstavet G. Som landsdækkende parti får Veganerpartiet eneret på G'et, uanset om andre har benyttet bogstavet tidligere.
Det rammer Guldborgsundlisten med 11 mandater, herunder Guldborgsunds borgmester John Brædder, og nytgribskov med seks valgte, nu otte mandater, herunder Gribskovs borgmester Anders Gerner Frost. Begge lokale partier har gennem flere kommunalvalg stillet op under listebogstavet G.
Det er slut nu, ligesom det er slut for Vesthimmerlandslisten i Vesthimmerland og Grundejerne i Solrød, som fik hver et mandat ved KV17. De to og yderligere 16 andre partier i 16 andre kommuner stillede også op ved KV17 under listebogstavet G, men uden at opnå valg.
Det er ikke første gang, et nyt landsdækkede parti fratager lokale lister deres hidtidige listebogstav. Ved KV17 måtte i alt otte lokale lister opgive listebogstaverne D og Å, som var blevet overtaget af henholdsvis Nye Borgerlige og Alternativet.
Ved KV21 er også listebogstavet E tvivlsomt for lokale partier, hvis Klavs Riskær Pedersen opnår opstillingsberettigelse for sit parti Borgerlisten. I givet fald får han ikke alene eneret på bogstavet, men også på partinavnet, der ved KV17 forekom i forskellige varianter i 16 kommuner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.