Som et led i ældrereformen nedsatte Ældreministeriet i 2024 en række partnerskaber for at understøtte kommunernes implementering af ældrereformen. Det gælder bl.a. Partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen og Partnerskab for bedre og mindre dokumentation i ældreplejen, og begge partnerskaber har fredag kunne overrække deres anbefalinger til ældreminister Mette Kierkegaard (M).
Partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen har udarbejdet syv konkrete anbefalinger, som skal bruges i det videre arbejde med at kvalificere og prioritere initiativerne i den kommende nationale strategi for velfærdsteknologi i ældreplejen.
Anbefalingerne lyder blandt andet på, at borgerens behov og værdighed kommer først, at medarbejdere og ledere have de rette kompetencer og inddrages i arbejdet med ny velfærdsteknologi, at pårørende og frivillige kan hjælpe ældre i gang med at bruge teknologi, mens ansvaret for pleje skal ligge hos fagfolkene, at showrooms, it-caféer og prøvelejligheder kan give ældre og medarbejdere mulighed for at opleve løsningerne i praksis, at man skal finde klare, ensartede rammer, der kan sikre, at teknologien kan bruges i praksis.
- Hvis vi skal have sat skub i brugen af velfærdsteknologi i ældreplejen, skal vi have alle aktører med ombord. Derfor har det været vigtigt at få deres input til, hvad der skal til for at få teknologien rullet ud. Regeringen har i forslag til finansloven lagt op til at give flere penge til velfærdsteknologi, fordi det er så utrolig vigtigt, at vi får sikret, at det kommer alle borgere til gavn, udtaler Mette Kierkgaard.
Bedre og mindre dokumentation
Partnerskab for bedre og mindre dokumentation i ældreplejen peger på fire konkrete anbefalinger til, hvordan ny teknologi kan bruges til automatisk at indsamle og dele data.
Derudover har partnerskabet udarbejdet seks principper for god dokumentationspraksis, der skal understøtte, at unødige krav kan fjernes.
De seks principper for god dokumentation beskriver blandt andet, at lokale regler, der ikke er lovpligtige eller nødvendige, skal væk, og medarbejderne skal inddrages aktivt i oprydningen, undgå dobbeltdokumentation, dokumentér kun ved afvigelser, og at der skal være kontinuerligt fokus fra ledelsen på at gøre dokumentation meningsfuld.
- Vi skal have fjernet de juridiske barrierer, som spænder ben for en hurtig udrulning af de mange gode teknologiske løsninger, som giver vores ældre mulighed for at leve et mere selvstændigt og værdigt liv. Samtidig skaber teknologien bedre rammer for medarbejderne, der får frigjort tid til omsorg og nærvær, udtaler Mette Kierkgaard.
- Når vi bruger teknologien rigtigt, får både borgerne, medarbejderne og samfundet som helhed mere værdi ud af vores ressourcer. Det er en gevinst på alle fronter.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.