AARHUS / RANDERS: De seneste måneder har TV2 Dokumentar undersøgt kritisable forhold på henholdsvis plejehjemmet Kongsgården i Viby og demenslandsbyen Huset Nyvang i Randers. I den forbindelse har TV2 lavet skjulte optagelser hos både en beboer på Kongsgården og Huset Nyvang.
Det fik begge kommuner til at politianmelde TV2. Ifølge en aktindsigt, TV2 Østjylland har fået, går anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi ikke videre med sagen i Aarhus – sagen fra Randers ligger fortsat til juridisk vurdering hos politiet.
Aarhus Kommune havde anmeldt både TV2 og en af deres journalister, Michael Bech Nielsen, for at overtræde straffelovens §264a og §264d, som omhandler uberettiget fotografering af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Men politiet mener ikke, at der er foretaget noget strafbart.
- Det er vores vurdering, at domstolene vil nå frem til, at afdækning af eventuelle kritisable forhold på et plejehjem er af væsentlig samfundsmæssig interesse. Dertil kommer, at optagelserne efter det oplyste er sket i én privat bolig efter samtykke fra beboeren og dennes pårørende, står der blandt andet i afgørelsen fra Østjyllands Politi.
- På den samlede baggrund er det vores opfattelse, at optagelsen og videregivelsen ikke kan karakteriseres som uberettiget i straffelovens forstand, lyder det videre.
Ansatte er anonymiserede
Ifølge TV2 Dokumentar er de skjulte optagelser foretaget på baggrund af en vurdering af sagens alvor. Derudover oplyser de, at de ansatte bliver anonymiseret i dokumentaren.
- Vi tager afgørelsen fra Østjyllands Politi til efterretning og arbejder videre med dokumentaren. Vi er i øjeblikket i god dialog med Aarhus Kommune, siger redaktionschef på TV2 Dokumentar, Troels Jørgensen, til TV2 Østjylland.
Tidligere har redaktionschefen fortalt, at man naturligvis kun bruger skjult kamera, når man har en begrundet mistanke om kritisable forhold, som ikke kan dokumenteres på anden vis.
TV2 Østjylland har forsøgt at få en kommentar fra Aarhus Kommune, men de ønsker ikke at udtale sig. Dog bekræfter chefjurist, Jørn Nielsen, at de har klaget over afgørelsen til statsadvokaten.
Også Randers Kommune har sendt en politianmeldelse i forbindelse med skjult kamera på Huset Nyvang. Den sag er endnu ikke afgjort.
Demenslandsbyen er tidligere blev kritiseret for ikke at have styr på medicin og dokumentation. Det førte blandt andet til et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og så iværksatte Randers Kommune en handlingsplan for at få demenslandsbyen på rette spor.
Dokumentaren bliver sendt den 19. marts.
jeg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.