
VEJEN: Det bliver ikke politiet, der kommer til at fjerne en landmands afspærring af en vej, som Vejen Kommune har anlagt på et stykke jord, som kommunen ifølge en højesteretssdom ikke havde ret til at ekspropriere.
I stedet har politiet blot 'bedt kommunen etablere en omkørsel, så vi ikke risikerer at biler og redningskøretøjer kører forgæves', siger sekretariatschef Birgit Nielsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi om den spegede sag, som det har voldt politiet en del hovedbrud at afklare, hvordan man skal forholde sig til.
- Vi har aldrig oplevet sådan en sag før, og det tror jeg heller ikke, andre har. Vi havde håbet på, at man kunne finde en mindelig løsning. Men da man ikke gjorde det, var vi nødt til at agere, som der står i politiloven - nemlig at virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden. Det gjorde vi ved at afspærre vejen af trafiksikkerhedsmæssige grunde, siger Birgit Nielsen.
Den gældende retstilstand er, at landmanden fortsat ejer jorden, hvor vejen ligger, og derfor kan og vil politiet ikke stille noget op mod afspærringen. Kun hvis retstilstanden ændrer sig, så Vejen Kommune kommer til at råde over jorden og vejen, vil politiet gribe ind, men 'vi venter, indtil der er en afklaring', lyder det fra politiet om den mulighed.
Vejen Kommune har bebudet, at den vil indlede en ny ekspropriationssag i et forsøg på at lovliggøre vejen ud fra andre paragraffer end kommunen tabte sagen på i Højesteret, men den udgang på sagen er omstridt, og der er spørgsmål om sagen på vej til både transportminister Ole Birk Olesen (LA) og indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).
Den anden mulige udgang, at parterne enes om en løsning, synes indtil videre at have ringe udsigter.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.