
Der er nye coronatiltag på vej, skriver flere medier. Samtidig har Statsministeriet indkaldt til pressemøde i Spejlsalen kl. 18.
En mail fra Sundheds- og Ældreministeriet, som TV2 er i besiddelse af, viser, at partiernes sundhedsordførere bliver indkaldt til møde i den såkaldte covid-19-følgegruppe senere onsdag.
- Som vi varslede til partilederne i går (tirsdag, red.), er der nye tiltag på vej. Indsatsgruppen arbejder aktuelt på dette, står der ifølge TV2.
Til Ekstra Bladet siger Nye Borgerliges sundhedsordfører Lars Boje Mathiesen:
- Vi er blevet varslet om, at der kommer et møde, efter at partilederne er blevet orienteret. Men vi ved ikke præcist, hvad mødet handler om.
Mette Frederiksen: Vi ses senere
Ritzau har været i kontakt med en række sundhedsordførere og partiledere. Her er meldingen, at man hverken kender tidspunkt for møde eller den specifikke dagsorden. Men der er en masse gætterier. Om alt fra vacciner og detailhandel til forholdene omkring nytår.
Peder Hvelplund fra Enhedslisten skriver på Twitter om nedlukning af storcentre og erhverv som frisører, tatovører, fysioterapeuter m.v.:
- Bekymrende stigning i smittespredning. Der er brug for at begrænse aktiviteten. Tror fortsat, det bliver nødvendigt at se på nedlukning af storcentre og liberale erhverv. Afgørende for os alle, at vi undgår, smitten kommer helt ud af kontrol, skriver han.
Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, skriver på Twitter, at det kan blive nødvendigt igen at sætte behandlingsgarantien på ikke-akutte behandlinger ud af kraft for at sire, at sundhedsvæsnet kan følge med.
Forud for et møde i Folketingssalen onsdag kl. 13 sagde statsminister Mette Frederiksen (S) følgende til spørgsmålet om, hvilke tiltag danskerne skal forvente:
- Vi ses senere på dagen.
Det nye pressemøde kommer blot to timer efter, at de senest skærpede restriktioner fra kl. 16 i dag udbredes til at gælde i hele landet. Dermed bliver de sidste 29 kommuner omfattet af de skærpede restriktioner, som i løbet af den seneste uge gradvist er blevet udvidet til at gælde flere kommuner.
Ritzau / ak
Løbende opdateret, blandt andet med information om pressemøde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.