
Et opgør med bureaukratiet i kommunerne skal frigive 2,5 mia. kr. til mere velfærd. Sådan lyder det fra fire centrale ministre, som mandag fra kl. 11 præsenterer udspillet Danmark kan mere III.
- Vi skal have en frihedsreform af den offentlige sektor, hvor vi tager livtag med bureaukratiet. Vi skal have mere sund fornuft, mere frihed og mere hjerterum, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S).
- Det er, som om det menneskelige i velfærden har fået mindre og mindre tid, mens skemaer og kolde tal har fået mere og mere tid. Det, vi præsenterer i dag, er et opgør med bureaukratiet, tilføjede hun.
Velfærdsaftaler viser vejen
Finansminister Nicolai Wammen nævnte de syv velfærdsaftaler, som i et års tid har været i spil i syv udvalgte kommuner, og som ifølge ham har givet rigtig gode resultater. Han nævnte erfaringer fra bl.a. Esbjerg og Middelfart, hvor man har frisat skoler eller dele af ældreplejen og givet øget frihed.
- Det er klogt, og det er den vej, vi skal gå, sagde han.
Det er allerede aftalt, at alle kommuner får mulighed for at blive frisat på et velfærdsområde. Fire er for nylig blevet frisat på beskæftigelsesområdet, og de øvrige kommuner kan blive frisat på enten ældrepleje, folkeskole eller dagtilbud ligesom de syv, der allerede er i gang.
Ifølge Wammen vil udspillet, som også indeholder en reform af universiteternes kandidatuddannelser, øge den strukturelle beskæftigelse med 6.000 personer.
Ifølge social- og ældreminister Astrid Krag (S) skal der blandt andet ses på tilsynene med ældreplejen. Hun nævnte, at hun selv har været med til at definere alle de punkter, som tilsynene skal holde øje med, men uden dengang at gøre sig klart, hvor meget ekstra arbejde det ville betyde.
Mulig omskoling
På et spørgsmål om, hvilke jobfunktioner der helt præcist ikke skal være i fremtiden, siger Nicolai Wammen, at der nogle steder vil være tale om, at medarbejdere kan omskoles, i andre tilfælde vil medarbejdere skulle tilbringe mindre tid ved computeren og mere hos borgerne.
- Hvordan det skal foregå, det er noget, vi skal snakke videre med kommunerne om, sagde han.
- Når vi kan se, hvor meget administrationen er vokset de seneste år, og hvor meget der bliver brug for arbejdskraft på velfærdsområderne, så har vi et ansvar for at gøre noget, sagde han.
På ni år er kommunernes udgifter til administration vokset med over 2,5 mia. kr., og mængden af statslige regler er øget med over 50 pct., siger Nicolai Wammen.
Ifølge ham er der tale om "et antal tusinder medarbejdere", der i dag arbejder i administrationen, som fremover skal være ude hos de ældre eller børnene.
Statsligt regelstop
Mette Frederiksen nævner et par eksempler på, hvor hun ser unødvendigt bureaukrati: Dels et plejehjem i Aalborg, hvor de ansatte havde optalt, at det krævede 59 klik og to A4-ark at sørge for, at en beboer ikke fik en pille i 14 dage. Dels at medarbejdere på et plejehjem i Herlev har fortalt, hvordan de skal registrere, når de har vækket de ældre - " selv om det jo er det, man er der for", sagde hun.
Hun erkender, at mange regler skyldes reaktionen, når der er sket svigt i fx ældreplejen.
- Så har vi lavet ny lovgivning, som skal rette op på et konkret problem, men som i virkeligheden underminerer det, vi vil. Det har betydet, at ledelsesrummet er blevet mindre derude, og at meget sund fornuft er gået tabt, sagde hun.
Derfor foreslår regeringen i udspillet at indføre et statsligt regelstop, så der, hver gang der indføres nye regler eller krav, der tager medarbejdernes tid med borgerne, samtidig skal fjernes et tilsvarende antal regler eller krav.
Statsministeren siger, at der ikke skal fyres folk, når der afbureaukratiseres. Regeringen vil flytte folk fra rådhuset til direkte borgerkontakt.
- Der vil også være nogle folk, der i dag sidder på rådhuset og laver noget papirarbejde, hvor vi vurderer, at det papirarbejde skal vi ikke bruge i fremtiden. Nogle af dem, der i dag arbejder i velfærdssamfundet uden at have direkte kontakt til mennesker, dem vil vi bede om at få direkte kontakt i fremtiden, siger Mette Frederiksen.
Damm: Ingen hurtige løsninger
Indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen (S) havde på forhånd fortalt Avisen Danmark om hovedtrækkene i den del af udspillet, der handler om afbureaukratisering af kommunerne. Her understregede også han, at det bliver op til forhandlinger med KL, hvilke ansatte der kan undværes i kommunerne, og om udspillet vil resultere i fyringer.
KL's formand, Kalundborg-borgmester Martin Damm (V), sagde mandag morgen til Ritzau, at det er oplagt, at kommunerne skal have fokus på at udnytte ressourcerne bedst muligt. Men der er ingen hurtige løsninger til at få mere borgernær velfærd.
- Hvis man reducerer på funktioner, der bidrager til en mere effektiv organisation, eller på myndighedsfunktionerne, vil det i sidste ende gå ud over borgerne, sagde han.
Udspillet kan findes på Statsministeriets hjemmeside her
Artiklen er løbende opdateret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.