Professor: Drop armslængden til borgerne og gør dem til følgere

Tiden hvor politikerne beslutter noget, og befolkningen accepterer det, er forbi.

Sådan lyder det fra professor ved Roskilde Universitet Eva Sørensen, der forsker i samskabelse og borgerinddragelse.

Hvis de fælles problemer skal løses, må kommunalpolitikerne have befolkningen med sig, og det kræver ifølge professoren noget helt andet end at sørge for, at hverdagen kører.

- Man er nødt til hele tiden at forhandle de beslutninger, man træffer, med befolkningen, siger hun.

Politikere tager fejl, hvis de tror, de kan slippe med at henvise til, at borgerne selv har valgt dem.

Hvis alle skal komme godt igennem de mange reformer og store forandringer, som ændrer lokalsamfund og udfordrer borgernes hverdag, må der skabes en politisk fællesskabsfølelse mellem politikere og borgere.

Det kræver politisk lederskab, fastslår professoren.

Skal mobilisere følgere

- Politikerne bør hele tiden tænke på, hvordan de får rekrutteret og mobiliseret følgere, siger hun.

Der er brug for en tættere samtale mellem borgere og politikere løbende gennem en valgperiode, fortæller Eva Sørensen, men hendes studier viser, at kommunalpolitikere generelt har for lidt fokus på at være synlige og tale med borgerne. 

- De er ofte ret usynlige og bruger mest tid på at administrere det bestående, siger hun.

Frem for at sidde på lukkede udvalgsmøder, bør de rette blikket ud mod samfundet og se, hvad der er brug for og invitere borgerne med ind i det politiske arbejde.

Eva Sørensen finder det slående, at man har været bange for at bringe borgerne ind i samme rum.

- Vi tænker, at politikerne skal have en armslængde til borgerne, det er der ingen grund til, siger hun.

Tværtimod giver det borgerne større indsigt i, hvordan politik bliver til, og hvilke prioriteringsbehov der er, samtidig med at politikerne bliver klogere på, hvad der sker i befolkningen.

Forkert inddragelse skaber modstandsdemokrati

Kommuner har da også i årevis arbejdet på at inddrage borgerne, men nogle gange gøres det på måder, som ender med at forværre problemerne. 

- Lokalråd og brugerbestyrelser er fint nok, men hvis der ikke løbende er en samtale, får man etableret et modstandsdemokrati, siger Eva Sørensen.

Så sidder borgerne rundtomkring i lokale fællesskaber og formulerer krav, som de kan rette mod politikerne, og ender med at udgøre en form for organiseret modstand. 

Hvis man bringer borgere sammen for at udvikle deres egne forslag til politik, går det nogle gange galt.

- Det har haft en uheldig virkning, fordi det skaber en konkurrencesituation mellem borgerting og politikere, siger Eva Sørensen, for hvis borgerne udvikler politik, hvad skal politikerne så lave?

- Politikerne hælder forslagene ned ad brættet, fordi de ikke har ejerskab, og så bliver borgere sure.

Tager trykket af politikerne

Det rækker ikke med samtaler henover frysedisken, pointerer Eva Sørensen, man er nødt til systematisk at organisere sig efter at inddrage borgerne.

- Det handler om at medansvarliggøre befolkningen en smule.

Samtidig kan det øge chancen for, at forslag realiseres, når f.eks. et udvalg udvikler politik sammen med borgerne, fordi parterne kan justere og kvalificere dem i fællesskab.

Politikerne kan f.eks. pege på, hvis noget ikke har en chance for at blive stemt igennem, og borgerne kan pointere, hvis noget fra deres perspektiv er uspiseligt. 

På den måde får man en gensidig tryktest på, om noget er gangbart, forklarer Eva Sørensen.

Når politikken er vedtaget, har fremgangsmåden yderligere den fordel, at borgerne bliver ambassadører for den. De går ud og fortæller om den, og slår ring om politikerne, hvis den møder kritik, fortæller Eva Sørensen. 

- Det tager trykket lidt af politikerne.