- Det her lovforslag gav adgang til en helt ny og uset form for tvang, og det er det, vi glæder os allermest over; at det forslag nu er taget af bordet, og at vi ikke skal have mere tvang, siger formand for Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS), Torsten Bjørn Jacobsen, til dknyt.
Formanden glæder sig over vikarerende sundhedsminister Karen Ellemanns (V) beslutning om at trække lovforslaget om de nye, socialpsykiatriske bosteder tilbage - og at politikerne således i sidste ende viste sig at være lydhøre.
Tilbagetrækningen af lovforslaget er ifølge Karen Ellemann et resultat af kraftig kritik fra en lang række faglige organisationer, der både i pressen og i høringssvar har vendt tommelfingeren lodret nedad, i særdeleshed til de udvidede muligheder for brugen af tvang, som forslaget åbnede op for.
Hos Lægeforeningen og Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) opfordrede man allerede i januar - i forbindelse med den første høringsrunde - ministeren til at trække lovforslaget tilbage.
Set fra et lægefagligt synspunkt forsøgte man politisk at introducere et princip om, at man kunne forebygge tvang med tvang, vel at mærke i en tid, hvor den politiske målsætning længe har været at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien. Og det fik lægerne op af stolen.
Misbrugsbehandlingen fungerer ikke optimalt
Det efterhånden noget langtrukne forløb om en ny socialpsykiatrisk bostedstype tog således endnu en ny drejning i onsdags, men står det til de to lægefaglige organisationer, må der gerne ske en yderligere drejning før den endelige aftale ligger klar:
Står det til formanden for landets psykiatere, er det nemlig ikke kun tvangselementet, der skal skrives ud af et nyt forslag. Set fra hans synspunkt er der slet ikke behov for en ny institutionstype - hverken for at sikre behandlingen af de cirka 150 borgere, som lider af svære psykiske lidelser og misbrugsproblemer, eller for at øge sikkerheden blandt personalet:
- Vi så hellere, at man brugte de lovgivningsmæssige rammer, der allerede gælder, og at man styrkede de eksisterende tilbud i form af flere sengepladser på de almenpsykiatriske afdelinger, så man kan undgå for tidlig udskrivning, og at man gav bostederne et generelt kvalitetsløft, forklarer formanden for landets psykiatere.
I forbindelse med aftalen om etablering af en ny socialpsykiatrisk bostedstype, blev der afsat 400 mio. kr., og det er altså de penge, som Torsten Bjørn Jacobsen ser bedst brugt på anden vis:
- Der mangler kvalitet på bostederne, mere personale og tværfaglighed. Og mere fokus på misbrugsbehandlingen. Det samarbejde, der er mellem kommunerne og bostederne i forhold til behandling af misbrug fungerer ikke optimalt, uddyber han og henviser til det fælles høringssvar, som han og formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, i fællesskab har formuleret.
DPS: Kig mod Sankt Hans og Orion
Som han har gjort det før, henviser Torsten Bjørn Jacobsen til nogle af de eksisterende tilbud, hvor man lykkes med den psykiatriske behandling sideløbende med integreret misbrugsbehandling på bostedet, og hvor man, fordi beboerne er velbehandlede, ikke har de problemer med udadreagerende beboere, som man oplever andre steder.
- Der er masser af gode erfaringer med den her tilgang, blandt andet på den specialambulatoriske Afdeling M på Sankt Hans og på bostedet Orion i Nordsjælland. Tidligere var der også et bosted i Fredericia, der hed Flydedokken, hvor man havde mindre enheder med et særligt mix af fagligheder, som matchede denne gruppe af patienter i samspil med den regionale psykiatri, forklarer han.
Formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Thies Mathiesen (DF), bekræfter overfor dknyt, at man på det nu lukkede Flydedokken havde stor succes med at håndtere netop denne gruppe patienter, men at regionen var nødt til at lukke tilbudet, fordi kommunerne stoppede med at henvise til det.
Minister Karen Ellemann udtalte i forbindelse med tilbagetrækningen af lovforslaget onsdag, at hun ikke har opgivet tanken om en ny institutionstype, og at hun vil invitere satspuljepartierne, der står bag aftalen, til møde om den videre proces.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.