
RANDERS: Randers Kommune har i en kamp mod tiden iværksat en plan B for at undgå, at potentielt forurenet jord fra et jordskred skal ende i Alling Å. Det har Jens Heslop, der er direktør for Udvikling, Miljø og Teknik i kommunen, ifølge TV2 Østjylland og Randers Amtsavis oplyst på et hasteindkaldt pressemøde tirsdag.
Et jordskred på jordbehandlingsvirksomhedens Nordic Wastes grund er på vej ud over grundens arealer og har retning mod åen, hvilket medfører en risiko for miljøforurening, lød det på pressemødet.
Jordskreddet er sket som følge af massive nedbørsmængder og har beskadiget flere af virksomhedens bygninger. Nordic Waste, der blandt andet håndterer forurenet jord, har selv arbejdet på at bekæmpe jordskreddet.
Men tirsdag har virksomheden med et minuts varsel meddelt Randers Kommune, at den stopper arbejdet øjeblikkeligt, skriver de to medier.
Det fremgår ikke, hvorfor virksomheden har stoppet arbejdet. Jens Heslop siger, at regningen fra kommunens arbejde bliver sendt direkte videre til Nordic Waste, som heller ikke har besvaret mediets henvendelser.
Åen omlægges
Randers Kommune vil føre åen under Gammel Århusvej og lade den løbe på den østlige side af vejen.
- Der er tale om cirka 300 meters rørlægning. Der skal arbejdes for fulde hammer i døgndrift, for alt afhængig af, hvor hurtigt jorden kommer, har vi to til tre døgn at løbe på, siger direktør Jens Heslop til mediet.
Byrådet i Randers blev tirsdag aften orienteret på et ekstraordinært Teams-møde.
Det fremgår på Nordic Wastes hjemmeside, at virksomheden har kæmpet i døgndrift med cirka 40 maskiner på pladsen for at bremse jordskreddet.
De entreprenørvirksomheder, der indtil tirsdag har arbejdet med at bekæmpe skreddet for Nordic Waste, har sagt ja til at fortsætte arbejdet uden for grunden og for kommunen i stedet.
"Ikke forsvarligt"
Lørdag oplyste virksomheden til Ritzau, at dens lergrav, hvor jordskreddet finder sted, består af ren eller lettere forurenet jord.
Tirsdag aften lyder det i en pressemeddelelse fra Nordic Waste ifølge TV2 Østjylland, at jordtrykket i lergraven tirsdag formiddag udviklede sig i en negativ retning, og at det derfor blev vurderet, at det ikke længere "var forsvarligt at opholde sig på grunden".
Nordic Waste skriver, at det er i dialog med relevante parter, men det er endnu uvist, hvornår arbejdet kan genoptages.
Alling Å udspringer i Favrskov Kommune og udmunder i Grund Fjord / Randers Fjord.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.