
Til trods for de senere års store indsatser på hjemløseområdet og til trods for viden om, hvad der skal til for at hjælpe, så stiger antallet af hjemløse stadig. Den seneste hjemløsetælling, gennemført af VIVE, viser en stigning på næsten 500 hjemløse på to år til 6.635 hjemløse i 2017.
Det skyldes særligt en stigning i antallet af unge hjemløse. Regeringen vil derfor afsætte 250 mio. kr. fra satspuljen for 2018 til en massiv indsats mod hjemløshed.
Handlingsplanen indeholder 15 initiativer og sætter især fokus på at forebygge, at unge ender i hjemløshed. Samtidigt er der også initiativer, som skal hjælpe ældre og langarigt hjemløse til 'en tryg og værdig tilværelse'.
Fokusset på de ældre hjemløse skyldes blandt andet, at en ny undersøgelse fra VIVE viser, at især gamle og langvarigt hjemløse sidder tungt på herbergspladserne, således at der ikke er plads til hjemløse, som ikke har været lige så længe på gaden. Det betyder at de nyere hjemløse ikke får adgang til den hjælp, der er at hente på herbergene.
- Vi ved, hvad der virker i forhold til at bekæmpe hjemløshed, og med regeringens handlingsplan foreslår vi at udbrede de virksomme metoder, så den viden kan blive brugt i praksis. Med planen sætter vi særligt fokus på de unge hjemløse, som alt for længe har gået under radaren, indtil de har brændt alle broer og dukker op på gaden med misbrug og psykiske udfordringer. Det skylder vi de unge, siger børne og socialminister Mai Mercado (K).
Omstillingspenge til mere sammenhæng
Blandt initiativerne er blandt andet en investeringspulje på 80 mio. kr., som kommunerne får stillet til rådighed. Pengene skal bruges til at omstille til investeringer i en tidligere, forebyggende og helhedsorienterede indsatser mod hjemløshed.
Posen med penge kommer fra regeringens Sammenhængsreform, der netop skal sikre, at de menneskelige og økonomiske fordele ved en tidlig indsats kommer i fokus.
- Jeg er optaget af, at vi i det offentlige bliver bedre til at sætte tidligere ind for at hjælpe nogle af de mennesker, der har det allersværest i vores samfund. Og med handlingsplanen sætter vi 80 mio. kr. af til investeringspuljer, der skal understøtte kommunernes arbejde med at omlægge deres indsatser på hjemløseområdet, så de bliver mere sammenhængende og bedre til at forebygge hjemløshed, siger innovationsminister Sophie Løhde (V).
Det er blandt andet den såkaldte housing first strategi, som får glæde af den økonomiske håndsrækning fra regeringen. Housing First går ud på at man først og fremmest får den hjemløse ind i en bolig, så man derefter kan lave indsatser, som skal holde den hjemløse fra gaden. De efterfølgende indsatser kan fx være psykiatrisk behandling, misbrugsbehandling eller bostøtte.
Sådan er pengene fordelt:
Fokusområde: National udbredelse af virkningsfulde indsatser
- Social investeringspulje på hjemløseområdet (50,0 mio. kr.)
- Etablering af National Rådgivning på hjemløseområdet (16,7 mio. kr.)
- Nationale retningslinjer for indsatsen mod hjemløshed (1,9 mio. kr.)
Fokusområde: En styrket forebyggelse af hjemløshed
- Housing First for unge (39,2 mio. kr.)
- Startboliger for unge (76,5 mio. kr.)
- Forebyggelse af udsættelser
- En ny og samlet ordning for økonomi- og gældsrådgivning (22,0 mio. kr.)
Fokusområde: En lettere vej ud af hjemløshed
- Rehabiliterende indsatser på forsorgshjem og herberger
- Forenklet og fleksibelt kontaktforløb
- Social investeringspulje: Støtte til borgere i langvarig hjemløshed (20,0 mio. kr.)
- Social investeringspulje: Fremskudt psykiatri (13,3 mio. kr.)
- Serviceeftersyn af skævbolig ordningen
- Bedre oplysning og sikring af de hjemløses rettigheder – støtte til brugerorganisationer (6,0 mio. kr.)
Øvrige
- Undersøgelse af kvinder i hjemløshed (0,5 mio. kr.)
- Støtte til nødovernatning (4,0 mio. kr.)
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.