
Et flertal bestående af regeringen og dens støttepartier giver statsminister Mette Frederiksen (S) en næse for hendes rolle i Minksagen.
En næse er et udtryk for, at et flertal i Folketinget udtaler kritik, men det har ingen praktiske konsekvenser.
Samtidig med at flertallet giver en næse til statsministeren, konstateres det også, at der ikke er grundlag for en rigsretssag mod statsministeren.
Næsen er en følge af beretningen fra Minkkommissionen, der blev præsenteret i sidste uge.
Også tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) modtager kritik for sin rolle.
Teknisk set er der tale om en indstilling fra Granskningsudvalget, der er et underudvalg til Udvalget for Forretningsorden. Indstillingen indeholder dog opbakning fra et flertal, og derfor skal den blot formelt vedtages af Udvalget for Forretningsorden.
Oppositionen støtter ikke op om indstillingen og næsen, fordi partierne i oppositionen mener, at uvildige advokater skal vurdere, om der er grundlag for en rigsretssag mod statsministeren.
Hvis der bliver et flertal til oppositionen efter valget, vil Venstre derfor genåbne det juridiske spor, som tirsdagens næse ellers har lukket. Det siger Sophie Løhde (V) efter at statsministeren har fået sin kritik.
- Vi ved nu, at de røde partier synes, at retsstaten skal gælde konsekvent, når det handler om politiske modstandere. Hvis vi får et blåt flertal efter næste valg, vil vi tage initiativ til, at Folketinget får lavet en uvildig advokatvurdering af kommissionsberetningen. I respekt for retsstaten og folkestyret. Nu er det op til danskerne at afgøre, siger hun i en skriftlig kommentar.
Red: Sidste to afsnit tilføjet kl. 11.55
FAKTA
* En næse er den populære betegnelse for en kritik af en politikers handlinger.
* En politiker, en embedsmand eller en myndighed kan for eksempel få en næse for at begå fejl i sagsbehandlinger eller for at tage beslutninger mod bedre vidende.
* Statsrevisorerne kan også give næser til ministre, ministerier, styrelser og tilsyn på baggrund af rapporter fra Rigsrevisionen.
* Næser får sjældent parlamentariske eller andre politiske konsekvenser. Derimod kan et flertal i Folketinget tvinge en minister til at gå af ved at udtrykke et mistillidsvotum.
* Rekordholderen af næser er tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), der blev tildelt 80 næser. Størstedelen på grund af fodnotepolitikken, hvor et flertal i Folketinget pålagde ham at tage forbehold i Nato-samarbejdet. Det brød han sig ikke om, så han kaldte det "hædersnæser".
* Betegnelsen "en næse" kommer formentlig af det gamle ord "nesæ", der betød skam eller vanære.
Kilder: Kaare R. Skou, Dansk Politik A-Å.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.