Regeringen lægger op til et løft af velfærd og uddannelser på 5,4 mia. kr.
Det fremgår af udspillet til finansloven, som Ritzau har set. En stor del af de penge er dog allerede offentliggjort i forbindelse med tidligere aftaler.
- Vi sikrer et reelt løft af vores velfærd. Efter flere år, hvor pengene ikke har fulgt med befolkningsudviklingen, sætter vi nu en ny retning, skriver finansminister Nicolai Wammen (S) i finanslovsforslaget.
Af de 5,4 mia. til velfærd og sundhed er 2,2 mia. allerede offentliggjort i forbindelse med aftalen om kommunernes økonomi. 1,5 mia. kr. er offentliggjort i forbindelse med den økonomiske aftale med regionerne.
Ud over det afsættes der 300 mio. kr. til at ansætte flere sygeplejersker. Det fremgår, at regeringen ønsker at afsætte 600 mio, kr. i 2021 til 2023 for at nå op på de lovede 1000 ekstra sygeplejersker.
- Regeringen vil styrke velfærden og understøtte, at der tilføres flere hænder i sundhedsvæsnet. Det skal sikre mere tid til omsorg i mødet med den enkelte borger, skriver regeringen i sit udspil.
Millioner til fattige
Yderligere 300 mio. kr. afsættes til et midlertidigt tilskud til fattige børnefamilier. Det er familier, der er ramt af eksempelvis kontanthjælpsloftet eller andre lofter for ydelser.
- Børn i Danmark skal vokse op under ordentlige forhold, uanset deres baggrund og forældrenes situation, skriver regeringen.
Tilskuddet blev aftalt med støttepartierne i regeringsdannelsen som en midlertidig løsning, inden ydelserne er gennemgået af en kommission.
På uddannelsessiden er der fundet 700 mio. kr. til at afskaffe omprioriteringsbidraget.
Ud over de øgede udgifter til velfærd og uddannelse fremhæver regeringen i sit finanslovsforslag 1,2 mia. kr. til politi og anklagemyndigheden og 1,5 mia. kr. til genopretningen af skattevæsnet.
Dertil kommer en mia. kr. til grøn forskning og 2,1 mia. kr. til en pulje, der blandt andet dækker minimumsnormeringer.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.